Mand fragtet til Rigshospitalet efter solouheld

En 45-årig mand blev sent fredag fragtet til Rigshospitalet, efter han kørte galt ved Kalundborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et solouheld spærrede sent fredag aften Slagelse Landevej, hvor en 45-årig mand kom alvorligt til skade.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Uheldet skete cirka klokken 21.32 fredag aften, og både politi og brandfolk fra Vestsjællands Brandvæsen blev kaldt ud til landevejen nær Kalundborg.

- Der har været et solouheld på den vejstrækning, og en 45-årig mand er kommet til skade, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.

- Intet nyt er godt nyt

Manden blev efterfølgende fragtet med ambulance til Rigshospitalet og ifølge politiet tilset for indre blødninger. Derfor blev hans tilstand betegnet som kritisk.

- Vi har ikke fået nogen ny status omkring hans tilstand, og intet nyt er godt nyt i den sammenhæng, siger vagtchefen.

Ifølge vagtchefen skabte den spærret landevej ikke store trafikale problemer på strækningen.