¨

Kalundborg-pige tættere på handicap-OL i Rio

Katrine Kristensen fra Kalundborg har opnået en kvalifikation til para-OL efter et ridestævne i Holland. Foto: Privatfoto

Pararytteren Katrine Kristensen fra Kalundborg er kommet et skridt nærmere en billet til para-OL, efter hun red sig til en kvalifikation i weekenden.

For 20-årige Katrine Kristensen fra Kalundborg kom drømmen om OL lidt tættere på efter et ridestævne i weekenden. Her opnåede hun nemlig point nok til en kvalifikation til de paralympiske lege i Rio. Nu krydser hun fingrer for at få en af Danmarks fem pladser.

Hun er født med muskelsvind og bruger til daglig en kørestol. Men på hesten Welldone kan hun udrette resultater. Siden torsdag deltog Katrine Kristensen i et internationalt ridestævne i Roosendaal i Holland mod andre pararyttere fra 17 forskellige lande.

Ved det hollandske stævne lykkedes det hende at få en samlet fjerde plads.

Desuden fik hun og hesten i en bedømmelse af dommerne 69,4 procent. Det overgik de 69 procent, som det krævede for at få en kvalifikation til de paralympiske lege, som bliver afholdt i august i Rio De Janeiro.

- Det betyder utrolig meget, at jeg er kommet et skridt videre mod para-OL. Det er den største drøm, jeg har haft, siden jeg startede med at ride, siger Katrine Kristensen.

Katrine Kristensen er endnu ikke sikker på at komme til para-OL, men hun er i spil sammen med seks andre pararyttere om at få en ud af de fem danske pladser.  Og den unge rytter er stolt over, at hun er nået så langt.

Det betyder utrolig meget, at jeg er kommet et skridt videre mod para-OL, siger Katrine Kristensen.

- Uanset om jeg bliver udtaget eller ej, så ser jeg det som en sejr i sig selv, at jeg har reddet mig til en OL-kvalifikation, siger Katrine Kristensen.

Ved besked i juni

Det er hendes landstræner, David Amager, der skal udpege de fem endelige ryttere, der skal repræsentere Danmark ved de paralympiske lege. Og han har blik for Katrine Kristensens potentiale.

- Hun er en dygtig rytter, og hun er i mine betragtninger, når jeg skal ud i en prikkerunde og udpege de fem, siger David Amager.

I starten af juni uddeler landstræneren billetter til para-OL, og i midten af juni bliver det offentliggjort.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App