Hundredvis af amerikanske militærkøretøjer losset fra kæmpe skib

I denne weekend blev enormt fragtskib losset på Kalundborg Havn. Skibet medbragte mange hundrede køretøjer og materiel fra US Army.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fredag morgen ankom det 199 meter lange fartøj Green Ocean til Kalundborg Havn.

Ombord befandt der sig hundredvis af køretøjer, materiel og helikoptere fra US Army.

quote Vi skal først og fremmest bevise, at vi kan det her

Bent Rasmussen, direktør, Kalundborg Havn

Det militære isenkram er i løbet af weekenden blevet losset af på havnen, hvorfra det skal transporteres videre til blandt andet Roskilde Lufthavn som et led i en større Nato-øvelse.

- Materiellet skal blandt andet deltage i NATO-øvelsen Swift Response, som er en del af årets store NATO-øvelse, Steadfast Defender, skriver Forsvarskommandoen i en pressemeddelelse.

Green Ocean anløb Kalundborg Havn fredag morgen kort før klokken 8. Ifølge skibssporingstjenesten Vesselfinder er skibet forinden stævnet ud fra Charleston, USA den 4. april 2024.
Green Ocean anløb Kalundborg Havn fredag morgen kort før klokken 8. Ifølge skibssporingstjenesten Vesselfinder er skibet forinden stævnet ud fra Charleston, USA den 4. april 2024. Foto: Jens Nielsen - TV Kalundborg

Kalundborg Havn er normalt forbeholdt fragt for private virksomheder.

Tidligere på ugen kunne Forsvaret og Midt- og Vestsjællands Politi således fortælle, at en del af havnen i Kalundborg udlægges til et midlertidigt militært område.

Det markerede område viser arealet, der er udlagt til militært område.
Det markerede område viser arealet, der er udlagt til militært område.

Opgaven betegnes af forsvaret som værtsnationsstøtte eller på engelsk: Host Nation Support.

Første gang

Det er første gang, at Kalundborg Havn lægger plads til en militæropgave af denne kaliber, fortæller havnedirektør Bent Rasmussen:

- Det er en direkte henvendelse, vi fik for et halvt år siden omkring de her host-operationer, som tidligere er foregået i Esbjerg og Aarhus, og nu ville man gerne finde yderligere en i Danmark, så man har tre, som kan stille med dybt vand og meget store arealer for en given periode, siger han.

Området, der midlertidigt er udlagt til militært område, er en del af Kalundborg Havns nye Vesthavn fra 2020, som også bruges til krydstogtskibe.
Området, der midlertidigt er udlagt til militært område, er en del af Kalundborg Havns nye Vesthavn fra 2020, som også bruges til krydstogtskibe. Foto: Kalundborg Havn

Derimod er det ikke første gang, at det amerikanske forsvar har gæstet byen.

I juli 2022 aflagde det amerikanske flådefartøj USS Guston Hall med sin 400 mand store besætning besøg.

Og i april 2023 var det destroyeren USS Porter, der lagde til i havnen.

I april 2023 aflagde det amerikanske flådefartøj destroyeren USS Porter med sin 300 mand store besætning besøg i Kalundborg.
I april 2023 aflagde det amerikanske flådefartøj destroyeren USS Porter med sin 300 mand store besætning besøg i Kalundborg. Foto: Jens Nielsen - TV Kalundborg

I konkurrence med andre havne

Denne gang er det noget helt andet, siger Bent Rasmussen.

- Det er to vidt forskellige ting.

- Tidligere har det været et skib med en besætning på 400-500 mand, der har ligget i inderhavnen, hvor søfolkene har været en del af bybilledet. Denne gang er det en kæmpe indskibning.

Det er første gang, at Kalundborg Havn lægger plads til en militæropgave af denne kaliber, fortæller havnedirektør Bent Rasmussen.
Det er første gang, at Kalundborg Havn lægger plads til en militæropgave af denne kaliber, fortæller havnedirektør Bent Rasmussen. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Kalundborg Havn er direkte involveret i opgaven med at losse fragtskibet, oplyser havnedirektøren.

- Vi skal først og fremmest bevise, at vi kan det her – for der har været andre havne i spil. Det er vi selvfølgelig glade for, og jeg tror, det er noget vi kommer til at se mere til, hvis denne uro i verden fortsætter, siger han.

Læs også
Nato-tropper på vej til Kalundborg
Læs også
Nato-tropper på vej til Kalundborg

Kalundborg Havn udlejer ifølge direktøren arealet på forretningskommercielle vilkår til Forsvaret, men vil ikke oplyse, hvad opgaven indbringer.

Materiellet, der ankommer til Kalundborg, skal blandt andet deltage i NATO-øvelsen Swift Response, som er en del af årets store NATO-øvelse, Steadfast Defender.

M992 Ammunition Support-køretøjer fra US Army på havnen i Kalundborg. Danmark skal i lighed med de andre nordiske NATO-medlems lande være i stand til, og regelmæssigt øve på, at modtage og videresende allierede styrker fra andre NATO-lande, oplyser Forsvaret.
M992 Ammunition Support-køretøjer fra US Army på havnen i Kalundborg. Danmark skal i lighed med de andre nordiske NATO-medlems lande være i stand til, og regelmæssigt øve på, at modtage og videresende allierede styrker fra andre NATO-lande, oplyser Forsvaret. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

- Danske havne er vigtige, logistiske knudepunkter for vores alliancepartnere, da Danmarks placering ved Østersøen er strategisk vigtig for hurtig og smidig forstærkning af NATO i Europa, skriver Forsvaret i en pressemeddelelse.

- Vores evne til at yde rettidig, effektiv og smidig værtsnationsstøtte er afgørende for NATOs evne til at afskrække trusler og forsvare alliancen.

Læs også
Fuld fart på havnen i Kalundborg - indvier nye bygninger
Læs også
Fuld fart på havnen i Kalundborg - indvier nye bygninger

Også Hjemmeværnet deltager i opgaven på Kalundborg Havn.

- Både Hærhjemmeværnet, Marinehjemmeværnet og Flyverhjemmeværnet bidrager til at bevogte materiellet og løse værtsnationsstøtteopgaven, skriver Hjemmeværnet i en pressemeddelelse.

Det midlertidige militære område vil blive ophævet den 3. maj klokken 24.00.


Nyhedsoverblik