¨

Hobbylandmand frikendt i retten - hårdført kvæg blev ikke vanrøgtet

Knud Hansen fra Tissø blev torsdag frikendt for at bryde dyreværnsloven. Foto: Bue Bukh - TV ØST

En langvarig sag om seks stykker gallowaykvæg ved Tissø kulminerede i dag, da hobbylandmanden Knud Hansen blev frikendt for at bryde dyreværnsloven.

Loven blev ikke brudt, da Knud Hansens seks stykker gallowaykvæg gik ude i en natur-indhegning uden at kunne søge egentligt læ.

Det står klart, efter Retten i Holbæk onsdag har frikendt den 70-årige mand fra Tissø for at have brudt loven ved ikke at give sit kvæg en stald eller overdække, som de kunne søge ly med.

- Det er altså rigtig godt. Jeg er meget tilfreds med at være frikendt. Jeg har hele tiden gjort det, som jeg synes var mest rigtigt for dyrene, og som jeg selv troede på, siger Knud Hansen, da TV2 ØST ringer efter han havde fået dommen.

Gik på naturgrund

Sagen begyndte tilbage til vinteren 2018, hvor politiet og en dyrlæge besøgte de seks stykker kvæg. Her blev det slået fast, at kvægene havde det godt, men at de manglede ly og læ, hvilket var i strid med dyreværnsloven.

Kvæget gik på en naturgrund med skov og bakker, men det var ikke godt nok efter myndighedernes vurdering.

Knud Hansen nægtede dog at bygge noget til kvægene, der er en særlig hårfør kvægrace fra det sydvestlige Skotland. De regnes som en af de allerældste kvægracer på de britiske øer , og den behårdede race er kendt for at kunne gå ude hele året under betydeligt hårdere vilkår, end en dansk vinter byder. Derfor mente han, at kravet var noget pjat, og han stod fast på sin ret - også selvom sagen endte i retten.

Artiklen fortsætter under billedet.

Knud Hansens galloway-kvæg. Foto: Bue Bukh - TV ØST

Næsten to år og fire aflyste retsmøder senere  griner han lidt af forløbet, men lægger ikke skjul på, at det var været hårdt.

- For at sige det lige ud, så gider jeg ikke mere. Jeg har ikke følt, at hverken politiet eller deres dyrlæge har villet høre på mig eller se på, hvordan mine kvæg havde det. Det handlede om nogle ydre krav i stedet for at se på, hvad der foregik. Nu har vi så rettens ord for, at mine kvæg har det godt, og at dyrenes behov er blevet opfyldt. Og tak for det, siger Knud Hansen.

Han ryster på hovedet over, at det skulle ende i retten.

- Det er helt åndsvagt, at det her endte der. Hvad har det ikke kostet samfundet, at de ikke ville høre på os? spørger han og kritiserer politiets arbejde omkring sagen.

Han oplyser samtidig, at han har klaget over politiets ageren i sagen, men det er en sag, som han endnu venter at få en afgørelse på. 

Rådgiver: Sagen skulle være stoppet

Per Spleth fra det faglige videns- og innovationshus Seges under Landbrug & Fødevarer har fulgt Knud Hansens sag tæt.

Han sammenligner sagen med en lignende sag fra Thy i Jylland, hvor en landmand måtte en tur i retten for ikke at have ly til sit skotske højlandskvæg. Også han blev frikendt, fordi det hårdføre kvæg havde det ganske fint i det forholdsvist milde danske klima.

- Vi har kæmpet i den her sag, fordi vi har set det som en form for justitsmord. Dyrene har haft det rigtig fint derude, men man har alligevel taget hele apparatet i brug for at få ham til at ændre praksis. Det har vi syntes var og er forkert, siger han.

Reglerne er ændret

Per Spleth oplyser, at Seges siden har gennemført en række møder med Fødevarestyrelsen om at få ændret reglerne, så dyrenes velbefindende kom i centrum, og det er da også siden sket.

- Nu er reglerne langt mere klare, og efter de nye regler er der heller ikke nogen tvivl om, at Knud Hansens dyr ville gå lige igennem. Når dyrene har det godt, så burde sagsbehandlingen jo også standse der, siger han.

Han mener, at de gamle sager burde være standset, da lovens tolkning blev ændret. Nu er de i stedet endt med nederlag for anklagemyndigheden, siger han.

Anklageren i sagen, John Catre Nielsen, har ingen kommentarer til dommen, før han har haft tid til at nærlæse den. 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App