Fortsat ingen anholdelser i sag om dobbeltdrab - politiet kortlægger nu ofrenes færden

Der er forsat ingen anholdte i sagen om to skuddrab ved dagligvarebutikken Meny i Kalundborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er rugbrødsarbejdet, der ligger foran os nu, siger Martin Bjerregaard, der er kommunikationskonsulent i Midt- og Vestsjællands Politi.

Tirsdag i sidste uge blev der affyret skud foran Meny i Kalundborg, og her blev to unge mænd dræbt, mens en tredje blev hårdt såret.

Siden har politiet arbejdet på at finde frem til gerningsmændene, men der er fortsat ikke nogen anholdte i sagen, oplyser Martin Bjerregaard.

Borgeres tip hjælper politiet

I dagene efter skudepisoden havde Midt- og Vestsjællands Politi deres mobile politistation placeret ved Meny i Kalundborg, og det har vist sig at være en nyttig hjælp for politiet.

Skyderiet foregik i Menys åbningstid, og derfor var der en del kunder i butikken, da skuddene blev affyret.

Artiklen fortsætter under billedet.

To blev dræbt, da tre mænd i starten af 20'erne blev ramt af skud ved Meny i Kalundborg tirsdag aften.
To blev dræbt, da tre mænd i starten af 20'erne blev ramt af skud ved Meny i Kalundborg tirsdag aften. Foto: Jens Nielsen

- Mange folk er jo rutineprægede og køber ind på det samme tidspunkt, siger Martin Bjerregaard, der fortæller, at flere af dem, som tirsdag havde været i Meny for at handle omkring klokken 18.00, senere på ugen kom tilbage til butikken og lagde vejen forbi den mobile politistation.

- Det kan jo godt være, at borger A ikke synes, han har nogle vigtige informationer, men når vi lægger det sammen med vores øvrige viden og oplysninger fra borger B og C, så begynder det virkelig at blive interessant, siger Martin Bjerregaard.

Gennemser videoovervågning

Politiet er i gang med at kortlægge de tre ofres færden op mod drabene for at finde ud af, hvorfor de var i Kalundborg tirsdag aften. De tre unge mænd er fra Københavnsområdet, og de er alle kendt af politiet i forvejen.

Udover at indsamle vidneudsagn og lave tekniske undersøgelser, så er Midt- og Vestsjællands Politi også i gang med at gennemse en større mængde videooptagelser.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Grafik: Lonni Christiansen

Det drejer sig om videoovervågning fra steder i Kalundborg og omegn, der kan være interessante for efterforskningen.

Politiet sikrede sig efter drabene spor på parkeringspladsen ved Meny, de lavede også tekniske undersøgelser på Eskebjergvej knap 10 kilometer væk fra gerningsstedet, hvor en udbrændt bil blev fundet, samt på en holdeplads på Lerchenborgvej.

Skudoffer er i bedring

Den unge mand, der overlevede skudepisoden, er fortsat indlagt. Han er ifølge Midt- og Vestsjællands Politi i stabil tilstand og ser ud til at overleve sine kvæstelser.  

- Det går den rigtige vej, siger Martin Bjerregaard.

Læs også
To dræbt i skyderi i Kalundborg - købmand slog alarm
Læs også
To dræbt i skyderi i Kalundborg - købmand slog alarm

Han blev afhørt i sagen fredag, men politiet kan af hensyn til efterforskningen ikke komme nærmere ind på, hvad den unge mand fortalte dem under afhøringen.

Skulle man have oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4 eller via deres hjemmeside.


Nyhedsoverblik