Forsvarsanalytiker: - Kalundborg ligger rigtig godt

Kalundborg er muligvis blevet udvalgt til midlertidigt militært område, fordi man vil afprøve flere forskellige havne, siger forsvarsanalytiker.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En del af havnen i Kalundborg er fra mandag inddraget som midlertidigt militært område.

Forsvaret og politiet har inddraget området, fordi Danmark yder såkaldt Host Nation Support - altså værtsnationsstøtte - til NATO.

- Det betyder, at Danmark er vært for nogle udenlandske militærenheder, som måske skal passere igennem dansk område eller opholde sig på dansk område i en periode, fortæller Hans Peter Michaelsen, der er uafhængig forsvarsanalytiker og foredragsholder, til TV2 ØST.

Området, der bliver inddraget, er en del af Kalundborg Havns nye Vesthavn fra 2020.
Området, der bliver inddraget, er en del af Kalundborg Havns nye Vesthavn fra 2020. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

- Det kan være nogle enheder, som skal rotere ned til nogle andre NATO-lande, det kunne være nede i Polen, det har vi set med amerikanske styrker tidligere, som er kommet ind i Esbjerg og Aarhus. Det kan også være nogle enheder, som måske på et tidspunkt skal over til et af de baltiske lande, fortæller han.

Det vil hovedsageligt være materiel og medarbejdere, der skal bruges til at transportere og klargøre det materiel, som vil opholde sig i Kalundborg.

- Når det så kommer frem til bestemmelsesstedet, så flyver eller sejler man typisk soldaterne ind, forklarer Hans Peter Michaelsen.

Lufthavn inddrages også

På spørgsmålet om, hvorfor det lige er Kalundborg, der er blevet udvalgt, svarer forsvarsanalytikeren, at det muligvis er for at afprøve flere forskellige havne.

- Kalundborg ligger rigtig godt lige ud til Storebælt, det er en stor havn, så man vil formodentlig gerne afprøve den, siger han.

Midt- og Vestsjællands Politi og Forsvaret har mandag meldt ud på det sociale medie X, at også Roskilde Lufthavn vil blive brugt som midlertidigt militært område. Og det kan godt hænge sammen med, at Kalundborg Havn også bliver det.

Læs også
Nato-tropper på vej til Kalundborg
Læs også
Nato-tropper på vej til Kalundborg

- Det kan være, at man har nogle luftfartøjer, som man skal have ind gennem Roskilde, så det kan sagtens give mening. Man har tidligere brugt både Esbjerg Havn og Esbjerg Lufthavn på samme tid, siger Hans Peter Michaelsen.

Det midlertidige militære område på havnen i Kalundborg vil blive ophævet den 3. maj.


Nyhedsoverblik