Forskere undersøger sjællandsk undergrund – vil lagre CO2

Undergrunden mellem Kalundborg, Holbæk og Sorø gemmer på et ”Himmelbjerg” af sand, der måske kan bruges til lagring af CO2.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et område mellem Kalundborg, Holbæk og Sorø får i øjeblikket fuld opmærksomhed fra en gruppe forskere fra De Nationale Geologiske Undersøgelser (GEUS).

Undergrunden i området granskes nemlig netop nu for at blive klogere på, om den kan bruges til lagring af CO2 i fremtiden. Det fortæller Nina Skaarup, der er statsgeolog ved De Nationale Geologiske Undersøgelser:

- Vi tror, der kan være 300 megaton CO2 dernede, og det svarer cirka til 20 års forbrug fra alle Danmarks kraftværker, som de udleder i øjeblikket.

På jagt efter sandsten

Med hjælp fra to speciallavede køretøjer bliver undergrunden på Vestsjælland scannet. Det sker ved, at et stempel sender vibrationer ned i undergrunden, som derefter reflekteres af de forskellige jordlag og opfanges af en hale af mikrofoner.

- De lytter til de refleksioner, der kommer tilbage, og så kan man så se de forskellige lag, der ligger nede i undergrunden, forklarer Nina Skaarup.

Det er dette stempel på de speciallavede køretøjer, som sender vibrationer ned i undergrunden.
Det er dette stempel på de speciallavede køretøjer, som sender vibrationer ned i undergrunden. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Det er særligt ét bestemt lag, som forskerne er interesserede i – nemlig laget af såkaldte sandsten. Det specifikke sandstenslag gemmer nemlig på nogle porrer, der virker som små hulrum. Det er disse hulrum, som man vil udnytte til at lagre CO2 i.

Idéen er, at man vil indfange det udledte CO2 og derpå føre det ned i hulrummet i sandstenslaget, der skal ligge på 800 meters dybde. På denne dybde fylder CO2 nemlig mindst – faktisk hele 300 gange mindre, end når det udledes i atmosfæren. Det gør den, fordi CO2’en bliver presset sammen til en væske, så 1.000 kubikmeter kan komme til at fylde mindre end tre kubikmeter.

- Det vigtigste er, at vi har lerlaget ovenpå, som sørger for, at det bliver dernede, hvor det skal være, siger Nina Skaarup.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tidligere erfaringer dikterer vejen

Jagten på de særlige geologiske forhold på Vestsjælland er et led i en større satsning i forhold til forskning inden for lagring af CO2. I juni 2021 vedtog et flertal i Folketinget en køreplan for lagring af CO2, der inkluderer undersøgelser af potentielle lagringslokaliteter i den danske undergrund.

Her peges der blandt andet på området mellem Kalundborg, Holbæk og Sorø, hvilket bestemt ikke er et tilfælde. Det skyldes, at Gas Storage Danmark har haft et naturgaslager i undergrunden ved Stenlille i over 30 år, og derfor kender man undergrunden i området ganske godt.

- Vi har faktisk en 200 meter høj bakke dernede i halvanden kilometers dybde. Så vi har sådan et Himmelbjerg dernede, som består af det sand, fortæller Nina Skaarup.

Læs også
Hul i jorden ved Sorø skal løse Danmarks klimaproblemer
Læs også
Hul i jorden ved Sorø skal løse Danmarks klimaproblemer

Det er i dette såkaldte ”Himmelbjerg”, forskerne estimerer, at der kan lagres cirka 20 års udslip af CO2 fra alle Danmarks kraftværker.

Hvor meget, der reelt set kan lagres, skal dog først undersøges til bunds, og det er dét, som forskerne er i færd med at undersøge på Vestsjælland i disse måneder. Derefter skal undergrunden også undersøges andre steder i Danmark.

Store ambitioner

Går alt efter planen, håber forskerne på, at man kan begynde at opfange og pumpe CO2 ned i undergrunden om seks år.

- Det her det er løsningen på de klimaproblemer, vi står i, mener Nina Skaarup.

Undersøgelserne på Vestsjælland fortsætter frem til starten af oktober.

Er man yderligere interesseret i forskningen, kan man på søndag besøge de to lastbiler og høre mere om mulighederne for at lagre CO2 i undergrunden, når De Nationale Geologiske Undersøgelser afholder åbent hus.


Nyhedsoverblik