Efterlyst 28-årig mand flygter fra politiet

En mand valgte at flygte fra politiet ved en rutinemæssig kontrol af hans bil. Det viste sig senere, at han i forvejen var efterlyst af politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det var bare en rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet ved Høng Landevej i Kalundborg. 

Men klokken 17.20 onsdag, da bilen holdt ind, flygtede manden fra passagersædet. Han blev dog hurtigt indhentet og anholdt. 

Det var en 28-årig mand fra Gørlev, som i forvejen var efterlyst af politiet, fordi han var udeblevet fra et fængsel efter uledsaget udgang. 

Polititet oplyser samtidig, at ved nærmere undersøgelse af bilen fandt de i bagagerummet også to plader hash med en samlet vægt på 1050 gram. 

Hashen tilhørte den 28-årige, der blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Efter afhøring til sagen kørte politiet ham retur til et fængsel, og hans afsoning kunne fortsætte.