Brand ved efterskole - elever vækket og evakueret

Pedellens skur på Tømmerup Fri- og Efterskole er brændt helt ned, efter en brand tidlig torsdag morgen.

Flammer på over 10 meter og kraftig røg stod op fra et skur på Tømmerup Fri- og Efterskole torsdag morgen klokken 5.22. 

Da brandvæsnet ankom, var skuret, der ligger ved siden af efterskolen, allerede overtændt.

- Der var godt gang i branden, da meldingen kom. Der var op til 10 meter høje flammer og røg langt op i luften, fortæller Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Der var ikke meget tilbage efter branden andet end et par bjælker og en trillebør.
Der var ikke meget tilbage efter branden andet end et par bjælker og en trillebør. Foto: Jens Nielsen - TV-Kalundborg

Branden betød, at skolens elever måtte tidliget op og ud fra deres værelser.

- For en sikkerhedsskyld blev alle eleverne vækket og sendt ud i morgenluften, hvis nu branden skulle udvikle sig. Brandvæsnet fik dog hurtigt kontrol med branden, og efter cirka en halv time, havde de fået slukket den, siger Martin Bjerregaard. 

Hvad der er årsag til branden, ved politiet ikke endnu, men det er de ved at undersøge. Heldigvis skete der ikke skade på skolen, derfor kan undervisningen fortsætte som planlagt, vurderer Martin Bjerregaard.