En række svømmegæster var hurtige til at træde til, da en 18-årig mand blev fundet bevidstløs i et bassin i Kalundborg Svømmehal i går.
Ulykken skete ved 17-tiden, og han blev hurtigt hevet op af bassinet og fik derefter førstehjælp af flere af de tilstedeværende i svømmehallen.
- Hvor længe, han har nået at ligge i bassinet, inden han blev reddet op, ved vi ikke, men det har ikke været så længe, siger Martin Bjerregaard, pressemedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Førstehjælpen medførte, at den 18-årige hurtigt kom til sig selv igen.
Fik det dårligt i vandet
Den 18-årige blev kørt til undersøgelse på sygehuset, men ud fra politiets oplysninger, så har han det godt.
Tilsyneladende havde han dykket for længe i bassinet, og fik det dårligt.
Politiet har stor ros til de øvrige tilstedeværende, der ydede en flot indsats i forbindelse med redningsarbejdet.
- Det har uden tvivl været et voldsomt syn for dem, der var til stede i svømmehallen, siger Martin Bjerregaard.