250 svarede på hendes nødråb: - Jeg vil bare gerne være deres mor

Et læserbrev om dårlig sagsbehandling i Kalundborg Kommune fik 250 til at henvende sig. Det sejler i kommunen, lyder kritikken

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg vil bare gerne være deres mor.

Sådan lyder overskriften i et læserbrev, som Heidi-Maria Ejva Sanding fik publiceret på TV-Kalundborgs hjemmeside.

Hun er mor til to børn der begge er diagnosticeret med ADHD og autisme, og hun har i 10 år kæmpet med Kalundborg Kommune for at få den rette hjælp til børnene.

I brevet står der blandt andet:

Det er dybt kritisabelt, at man som borger i Kalundborg Kommune skal kæmpe så lang og sej en kamp for at få den rette hjælp, når man har børn med særlige behov. Man skal som forælder affinde sig med den ringe kommunikation, mangelfulde rådgivning og fejlbefængte sagsbehandling i Fagcenter Børn og Familie. Man skal affinde sig med at alle implicerede parter fralægger sig deres ansvar, vasker deres egne og hinandens hænder og kaster problemet videre.

Blæst bagover

Læserbrevet blev skrevet i frustration over, at kommunen hverken hjælper -  og samtidig også trækker alt i langdrag. 

- Det er rystende, at vi er så mange, der oplever det samme, når vi prøver at få hjælp fra kommunen, siger Heidi-Maria Ejva Sanding
(Foto: Jesper Truelsen, TV2 ØST)
- Det er rystende, at vi er så mange, der oplever det samme, når vi prøver at få hjælp fra kommunen, siger Heidi-Maria Ejva Sanding (Foto: Jesper Truelsen, TV2 ØST)

- Jeg tænkte, at jeg kan da ikke være den eneste i den her kommune, der oplever en sagsbehandling, der er så mangelfuld og sløset. Så derfor skrev jeg læserbrevet, siger Heidi-Maria Ejva Sanding.

Men hun var bestemt ikke den eneste.

Et døgn efter læserbrevet var offentliggjort havde hun fået 250 henvendelser. Mange på Facebook - men også private mails og sms'er.

- Jeg blev blæst bagover. Det er jo uhyggeligt, at så mange beskriver de samme oplevelser. Det stod hurtigt klart for mig, at jeg blev nødt til at gøre noget, så jeg oprettede en gruppe for forældre, der har lignende oplevelser med kommunen, og da vi afholdt vores første møde, stillede den ene forælder sig op efter den anden, og kunne fortælle om lovbrud, miserabel sagsbehandling, langsommelighed, nedladende opførsel af sagsbehandlerne, ingen information eller dialog med forvaltningen osv osv. En opførsel, der rammer vores børn, siger Heidi-Maria Ejva Sanding.

Børn lider under kommunens svigt

- Det sejler med sagsbehandlingen. Det er på tide, at vi får flyttet sagsbehandlingen af vores børn og handicappede væk fra kommunerne, siger Pernille Hulebæk
(Foto: Jesper Truelsen, TV2 ØST)
- Det sejler med sagsbehandlingen. Det er på tide, at vi får flyttet sagsbehandlingen af vores børn og handicappede væk fra kommunerne, siger Pernille Hulebæk (Foto: Jesper Truelsen, TV2 ØST)

En af dem, som er gået ind i protestgruppen, er Pernille Hulebæk. Hun har i 11 år prøvet at få kommunen til at overholde loven - blandt andet ved at lave handleplaner for datteren, der bor hos en plejefamilie.

- Det er simpelthen noget rod. Alt sejler - der bliver ikke lavet handleplaner, der er ingen kommunikation, og sagsbehandlingen er tung og langsommelig. Det går ud over mig, det går ud over plejemor - men det går især ud over mit barn, der lider meget under deres svigt, siger hun.

Hun mener, at sagsbehandlingen på handicap - og børneområdet helt skal væk fra kommunen.

- Alle kommuner laver hver deres sagsbehandling. Der er ingen ensretning, og de følger ikke loven. Socialrådgiverne er pressede - ikke kun med antallet af sager - men også i forvaltningen af chefer og politikere. Den uens sagsbehandling skaber en større ulighed, selv om alle burde have den samme adgang til hjælp. Det burde fjernes helt fra kommunerne, siger Pernille Hulebæk.

Skal forbedre kvaliteten for borgeren

Men det er ikke kun forældrene i Kalundborg Kommune, der har set Heidi-Maria Ejva Sandings opråb.

Kommunen skal ikke modarbejde borgerne - den skal hjælpe dem, siger Thomas Hiorth, SF.
(Foto: Jesper Truelsen, TV2 ØST)
Kommunen skal ikke modarbejde borgerne - den skal hjælpe dem, siger Thomas Hiorth, SF. (Foto: Jesper Truelsen, TV2 ØST)

To politikere fra kommunalbestyrelsen har aktivt mødt op til forældregruppens møder. Og de er rystede over omfanget af borgere, der svigtes i mødet med kommunen.

- Det er meget overraskende, at der er så mange, som har en dårlig oplevelse med kommunen. Og det er de sager, vi hører om - mørketallet kan være meget større. Når jeg sidder og hører på deres historier, så står det lysende klart for mig, at vi politikere må gøre noget for at højne kvaliteten af borgerens møde med kommunen. Kommunen skal jo ikke modarbejde borgeren - den er sat til for at hjælpe borgeren, siger Thomas Malthesen Hiorth fra SF.

Han vil sætte fokus på at forbedre dialogen.

- Mange fortællinger går på dårlig kommunikation, manglende dialog og mangelfuld information - og det er noget, der skal forbedres hurtigt.

Vil undersøge eventuelle lovbrud

Også formanden for Børn- og Familieudvalget i kommunen, Henriette Ergemann fra Nye Borgerlige, har aktivt deltaget i møderne. Og hun er ikke bleg for at sætte ord på forældrenes fortællinger.

- Jamen det er jo rystende, og jeg bliver meget berørt af at høre deres historier. Jeg gik ind i politik netop for at hjælpe de borgere, som er i klemme eller er udfordret. Min plads i kommunalbestyrelsen er givet til mig af de mange, som har sat en stemme på mig, fordi de stoler på, at jeg aktivt vil arbejde for dem. Det er vores pligt som politikere. Derfor skal der ske noget nu, siger Henriette Ergemann.

- Hvis der bliver begået lovbrud, må vi få Ankestyrelsen til at se nærmere på sagsbehandlingen i kommunen. Dernæst så skal der med det samme laves om på, at forældrene ikke får information fra kommunen. Det er simpelthen ikke godt nok.

- Det er vores pligt som politikere, at høre på borgerne, møde dem  - og hjælpe dem bedst muligt, siger formanden for Børn- og Familieudvalget, Henriette Ergemann, NB.
(Foto: Jesper Truelsen, TV2 ØST)
- Det er vores pligt som politikere, at høre på borgerne, møde dem - og hjælpe dem bedst muligt, siger formanden for Børn- og Familieudvalget, Henriette Ergemann, NB. (Foto: Jesper Truelsen, TV2 ØST)

Hun vil også se nærmere på, om der kan gøres noget mere for at gøre sagsbehandlingen smidigere.

- Vi må jo se på, om der kan flyttes nogle ressourcer rundt - eller få tilføjet yderligere ressourcer til området. Det her går ud over børnene og de svageste i vores samfund - det kan vi simpelthen ikke være bekendt, siger Henriette Ergemann.   

TV2 ØST har tidligere fortalt om forældregrupper, der protesterer mod kommunens sagsbehandling.

65 forældre er gået sammen og har lavet en underskriftsindsamling om dårlig sagsbehandling i Guldborgsund Kommune

 


Nyhedsoverblik