Voldsom eksplosion i opgang i Holbæk

Sent torsdag aften skete en eksplosion i en opgang i Holbæk. Politiet formoder, at der er tale om en form for sprængladning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Torsdag aften 23.46 oplevede beboerne i ejendommen ved Ahlgade 6 i Holbæk et stort brag. 

Det skete, da der angiveligt skulle være placeret en form for sprængladning i opgangen.

Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Henrik Jørgensen.

quote De er selvfølgelig chokeret, det har været en voldsom oplevelse

Henrik Jørgensen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi

- Vi har været tilstede ude i Holbæk hele natten for at efterforske og lave tekniske undersøgelser i forhold til at få fastlagt, hvad der er sket, siger han.

Efter eksplosionen blev beboerne i opgaven evakueret, og området blev afspærret.

Kriminalteknikere, efterforskere og personale fra Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD) har i løbet af natten undersøgt området.

Politiet ved endnu ikke, hvilken sprængladning der er tale om, men indtil videre tyder det på, at nogen bevidst har anbragt det i opgangen.

- Det har været rimelig voldsomt, og det er også derfor, vi tager det så alvorligt, som vi gør, siger Henrik Jørgensen.

Politiet formoder, at der er nogen, der har anbragt sprængladningen i opgangen.
Politiet formoder, at der er nogen, der har anbragt sprængladningen i opgangen. Foto: Morten Sundgaard - skadestedsfotograf.dk


Ingen tilskadekomne

Den voldsomme eksplosion gik primært udover opgangen, og ingen af beboerne er kommet noget til.  

- De er selvfølgelig chokerede. Det har været en voldsom oplevelse, siger Henrik Jørgensen.

Der er dog sket en del materielle skader.

- Indgangsdøren er ødelagt, noget af trappen er ødelagt, og så er hele opgangen faktisk raseret, forstået på den måde at der er faldet pus ned i opgangen. Og så er beboernes døre trykket ind, i hvert fald dem nede i de første etager, siger vagtchefen.

Udover at indgangen til opgangen er ødelagt er flere af beboernes døre blevet trykket ind af eksplosionen.
Udover at indgangen til opgangen er ødelagt er flere af beboernes døre blevet trykket ind af eksplosionen. Foto: Morten Sundgaard - skadestedsfotograf.dk

Der er endnu ingen spor af gerningsmændene. Politiet afventer nu resultatet af de tekniske undersøgelser og vil fortsætte efterforskningen.

På grund af hændelsen opstiller politiet en mobil politistation i Ahlgade i Holbæk fra klokken 12 til 18 fredag og fra 10 til 18 lørdag. Politiet opfordrer alle borgere, som kunne have lyst til at tale med politiet, til at henvende sig.

Opdatering
Clock11. mar 2022, kl. 11:31
Artiklen er opdateret med oplysningen om, at politiet opstiller deres mobile politistation i området.

Nyhedsoverblik