Vil have bedre sikkerhed ved farligt vejkryds

På bare to uger er der sket tre trafikulykker ved samme vejkryds nær Søby i Nordvestsjælland - senest i går, hvor en 67-årig kvinde blev dræbt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Jakob Bagger-Hansen er stadigvæk rystet. I går blev han vidne til en voldsom trafikulykke, der kostede en 67 årige kvinde livet. 

 

 - Jeg var ude i haven, da jeg hørte et ordenligt brag og skyndte mig ud. Min søn stod i forhaven og så det hele, fortæller han om ulykken, der fandt sted i går omkring klokken 13:45. 

Ulykken skete i krydset Gl. Skovvej-Hellestrupvej få meter fra familiens hjem. Og desværre er det langt fra første gang. På et halvt år er der sket fire færdselsuheld i krydset, og alle fire er sket på næsten samme måde. Billister, der kommer nordfra ad Hellestrupvej overser vigepligten og fortsætter over Gl. Skovvej uden at se sig for.

 

 - Vi er opmærksomme på, at vi skal have fokus på krydset, fortæller Trafik- og Ejendomschef i Holbæk Kommune, Torben Hjelm, og fortsætter:

 

 - Det er et forholdsvist nyt problem, der er opstået i og med, at man har bygget en bro over motorvejen, og det har skabt et nyt trafikmønster.

 

Holbæk Kommune vil snarest muligt få genopsat de skilte, der er blevet væltet ved de seneste ulykker og vil derefter igangsætte en undersøgelse af trafikken på stedet. Herefter er det op til politiet og Havarikommissionen at vurdere, hvad man kan gøre for at forbedre trafiksikkerheden i krydset.


Nyhedsoverblik