Valgdebat i Holbæk - modkandidat vil have døgnåben daginstitution

I Holbæk Kommune er der mange familier, som pendler til og fra arbejde. Camilla Hove Lund fra Venstre vil gerne have mere fleksible daginstitutioner herunder en med døgnåbent.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Man skal kunne få passet sit barn alle døgnets 24 timer i Holbæk Kommune. 

I hvert fald hvis det står til Camilla Hove Lund fra Venstre, som går efter borgmesterposten i Holbæk Kommune.

- Man ser det i andre kommuner blandt andet i Ringsted, siger Camilla Hove Lund under TV2 ØSTs valgdebat, som mandag aften foregik i Super Brugsen i Svinninge. 

Men en døgnåben institution er nuværende borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) ikke med på.

- Det, synes jeg, lyder en smule urealistisk også i forhold til, at vi står i en situation, hvor vi mangler personale. Jeg er ikke sikker på, vi kan tiltrække personale også til om natten, siger hun.

quote Det, synes jeg, lyder en smule urealistisk også i forhold til, at vi står i en situation, hvor vi mangler personale.

Christina Krzyrosiak Hansen (S), Borgmester, Holbæk Kommune

Som pendlerkommune kan begge kandidater dog blive enige om, at kommunen, uanset om det er med døgnåben institution eller ej, skal arbejde for at få mere fleksibel pasning af børnene. 

- Vi har mange pendlerfamilier i Holbæk Kommune, og nogle gange kan det være svært at nå hjem eller nå at aflevere, og samtidig passe sit arbejde, siger Camilla Hove Lund.

- Pointen om mere fleksible daginstitutioner er god nok, så må vi tage en drøftelse med forældrene og lederne på områderne, om hvordan det kan gå op, siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Camilla Hove Lund fra Venstre vil have døgnåben daginstitution.
Camilla Hove Lund fra Venstre vil have døgnåben daginstitution. Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

Vil indføre modul-ordninger

Et andet tiltag, som Camilla Hove Lund ønsker at indføre, er modul-ordninger. 

Her skal forældrene tilkøbe den periode, hvor børnene skal passes. Et tiltag som er nødvendigt for, at en døgnåben institution er mulig.

- Man skal ikke bare kunne aflevere, som det passer en. Man er nødt til at sige på forhånd, at man de næste tre måneder har behov for pasning om natten. Hvis du for eksempel arbejder på et sygehus eller i vores ældrepleje, så kender man sin vagtplan, og hvornår man har brug for hjælp, siger Camilla Hove Lund.

Rent økonomisk mener Christina Krzyrosiak Hansen ikke, det giver mening.

- Jeg vil meget hellere have at alle, der er forældre, skal være med til at betale for, at der er en ordentlig service i daginstitutionerne, børnehaverne og så videre, siger hun. 

Mere klimavenlig kommune

I Holbæk Kommune har de sat et mål om at udspille 70 procent mindre CO2. Christina Krzyrosiak Hansen understreger, at stort set alle huse i Holbæk by skal have ny varme kilde, så det bliver mere grønt. 

- Derudover skal vi have lavet vores Orøfærge om til el, vi skal have mere skov, siger hun.

Også to andre kandidater til kommunalbestyrelsen har ideer til, hvordan CO2en skal nedsættes. 

- Vi skal have udtaget meget mere landbrugsjord til fri natur, og ude i Åmosen, skal det blive mose igen. Og vi skal have mere økologisk landbrug, siger Karen Thestrup Clausen fra Enhedslisten. 

- Vi skal tjene penge på det grønne, vi skal lave et forskningsmiljø ude ved rute 21, hvor vi får afprøvet alting, siger Michael Suhr fra Konservative. 

Derudover skal der også sættes vindmøller og solceller op i kommunen. Her håber Camilla Hove Lund, at man kan samle det ét sted i stedet for at sprede det ud. 

- Det kunne for eksempel være ude i Audebo, hvor der allerede er en masse ting, og hvor det ikke forstyrrer så mange borgere, siger hun.

Det, synes Christina Krzyrosiak Hansen, som udgangspunkt er en god ide. 

Dog siger hun samtidig, at hvis 70 procents målet skal opnås, er der ikke ét sted i kommunen, som er stort nok. Derfor bliver det nødt til at blive spredt ud til forskellige steder.

Christina Krzyrosiak Hansen er den siddende borgmester i Holbæk Kommune.
Christina Krzyrosiak Hansen er den siddende borgmester i Holbæk Kommune. Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

 

Flere protester fra regstrupborgere

Debatten kom også ind på det meget omdiskuterede område ved Regstrup.

Først gik borgerne fra Regstrup i 2019 på gaderne for at demonstrere mod et biogasanlæg. Her blev de i sidste ende hørt, og vandt kampen. 

Dog gik der ikke længe før borgerne igen måtte have demonstrationsskiltene frem igen. Et erhvervsområde syd for Nørre Jernløse, hvor virksomheder op til miljøklasse seks kan ligge. Her er det især miljøklassen som borgerne er imod.

biogas_anlaeg_aflyst_1.jpg
Læs også
Champagnepropperne sprang:
Regstrup-borgere fejrer sejr i kampen mod biogas
biogas_anlaeg_aflyst_1.jpg
Læs også
Champagnepropperne sprang:
Regstrup-borgere fejrer sejr i kampen mod biogas

Denne gang gik det dog ikke borgernes vej. Erhvervsområdet blev stemt igennem i kommunalbestyrelsen og Christina Krzyrosiak Hansen holder i aftenens debat fast i den beslutning. 

Også Camilla Hove Lund, der ellers har stemt imod, mener, at der kan komme til at ligge et erhvervsområde ved Regstrup. Hun mener bare ikke, at der skal være virksomheder med miljøklasse seks i det område. 

 


Nyhedsoverblik