Store planer med naturskole - Holbæk skal have sin egen dyrehave

En gruppe borgere i Holbæk arbejder på at få kommunens naturskole omdannet til Holbæk Dyrehave.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Holbæk skal have sine helt egen dyrehave. Det foreslår en gruppe borgere og indkalder til offentligt møde om deres planer mandag den 22. juni.

De seks initiativtagere bag det, som de kalder Holbæk Dyrehave, er nærmeste naboer til Holbæk Naturskole. Og det er netop naturskolen og de omkringliggende arealer, som gruppen tænker sig skal omdannes til en egentlig dyrehave.

quote Man vil så efterfølgende tjene mange penge på at undgå at fodre dyrene, fordi de selv kan finde føden på det store område

Carsten Brandt, initiativtager, Holbæk Dyrehave

Naturskolen har levet en omtumlet tilværelse og blev nærmest på målstregen reddet fra lukningen i begyndelsen af året. Men i en noget andet form end hidtil - blandt andet med den væsentlige forskel, at de forskellige hjortearter, som hidtil har gået gået på skolen skal skiftes ud med køer.

Og det er noget af det, som gruppen vil lave om på.

- Vi er nogen, som tror på, at der findes en bedre løsning. Nemlig at hjortene bevares i én stor indhegning, som omfatter både skoven og de omkringliggende ”ledige” marker, skriver de seks initiativtagere i indbydelsen til borgermøde på Facebook.

Artiklen fortsætter under billederne.

Dyreflokken ved naturskolen består af sikahjorte, dåvildt, muflon-får, kronvildt, kaniner og en kat. 
Dyreflokken ved naturskolen består af sikahjorte, dåvildt, muflon-får, kronvildt, kaniner og en kat.  Foto: Frederik Hagedorn-Poulsen - TV2 ØST
 
  Foto: Frederik Hagedorn-Poulsen - TV2 ØST

Et dyrt hegn

Og visionen med området er store.

- Herved kan vi etablere en rigtig dyrehave, som vi kender det fra Jægersborg Dyrehave ved København, skriver de.

Holbæk Naturskole
Læs også
Efter møde i udvalg - sådan skal Naturskolen i Holbæk reddes
Holbæk Naturskole
Læs også
Efter møde i udvalg - sådan skal Naturskolen i Holbæk reddes

Carsten Brandt, der er en af de seks initiativtagere, fortæller, at tanken er at hjortene skal slippes løs på et langt større område end det, Holbæk Naturskole har i dag. Et område, som ejes af Holbæk Kommune.

- Det skal så hegnes ind, og det bliver selvfølgelig dyrt. Til gengæld vil man så efterfølgende tjene mange penge på at undgå at fodre dyrene, fordi de selv kan finde føden på det store område, siger han.

Håbet er, at dyrehaven skal blive et område til glæde for rigtig mange mennesker. En blanding af dyrehave, rekreativt område og forskellige aktiviteter.

- Området er meget populært. Her under coronakrisen har virkelig mange benyttet det. Og vi ser gerne, at endnu flere kan få glæde af det, siger Carsten Brandt.

Artiklen fortsætter under billedet.

Initiativgruppen håber at gøre området ved naturskolen til en ny dyrepark.
Initiativgruppen håber at gøre området ved naturskolen til en ny dyrepark. Foto: Frederik Hagedorn-Poulsen - TV2 ØST

Snakker med mulige samarbejdspartnere

Initiativgruppen har allerede taget en række kontakter til mulige samarbejdspartnere for at gøde jorden for projektet.

- Vi har talt med Sidesporet, der har en klatrepark i området, som de gerne ser indgå i projektet. Rotary i Holbæk har lovet at hjælpe med at hente penge ind til projektet. Og Sparekassen Sjælland har stillet økonomisk støtte i udsigt, fortæller Carsten Brandt.

Sikahjorte og andre dyr ved Holbæk Naturskole
Læs også
Lever på lånt tid - kommune vil af med omstridt naturskole
Sikahjorte og andre dyr ved Holbæk Naturskole
Læs også
Lever på lånt tid - kommune vil af med omstridt naturskole

Initiativgruppen håber, at mødet den 22. juni munder ud i en stiftende generalforsamling, så en forening kan gå videre med projektet. Derefter vil foreningen skulle bruge tid på at skaffe penge til at realisere planerne. 

Den store udgift vil blive indhegningen af området. Carsten Brandt forventer,  at det vil koste omkring en million kroner. Til gengæld mener han, at driften af området ikke vil blive dyrere end driften af Holbæk Naturskole er i dag.

Carsten Brandt ved, at det er en helt basal forudsætning at pengene går op i sidste ende, for at projektet kan få en fremtid.

- Jeg har talt med borgmester Christina Krzyrosiak Hansen, og hun lagde ikke skjul på, at økonomien vil blive afgørende, siger han.


Nyhedsoverblik