Små campingpladser knækker i konkurrencen

De små campingpladser er hårdt presset i konkurrencen. Mange vil lukke i de kommende år, forudser Campingrådet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det gode sommervejr er en gave til landets campingpladser. Alligevel er det en kamp for de små pladser at overleve, og en del vil lukke de kommende år. Det fortæller DR Sjælland.

Et par dårlige somre og dertil store udgifter i forhold til indtjeningen betyder, at der i fremtiden vil værre færre små campingpladser, siger Kenneth Hjorth-Hansen fra Campingrådet.

- Jeg tror vi vil se færre små pladser, for det er selvfølgelig svært at overleve, hvis der ikke er meget at hente i lokalområdet, siger han til DR Sjælland.

Har svært ved at betale regningerne

Orø camping slår alle rekorder på overnatninger i år, alligevel kan de blive nødt til at lukke til efteråret fordi underskudet har været for stort de seneste år.

- Vi har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Der skal ikke ret mange udsving til før vi bliver ramt på det. De foregående somre har vejret ikke været så godt, så vi har været pressede hele tiden, fortæller indehaver Henrik Jensen.

Orø camping har 81 pladser, og dermed er indtjeningen lille i forhold til de udgifter og afgifter alle campingpladser er pålagt. Der er ikke mulighed for at udvide pladsen, dels fordi den ligger indenfor kystbeskyttelseszonen, dels vil banken ikke låne flere penge ud, og det er et generelt problem for alle campingpladser.

- Vi har været i dialog med bankerne om at lempe på de krav, de stiller, siger Kenneth Hjorth-Hansen fra Campingrådet, og han mener bankerne har lyttet, så der har været færre konkurser det seneste år.

Bankerne presser pladserne i bund

Hans Korsgaard er campingmægler og formidler køb og salg af campingpladser i hele landet, men de seneste år har det været meget svært.

- Bankerne ønsker ikke at belåne campingpladserne i øjeblikket, og det gør at det næsten er umuligt at sælge pladser, siger han. Derfor bliver indehaverne af campingpladserne tvunget til at fortsætte, selvom de gerne vil ud af foretagenet, siger Hans Korsdgaard til DR Sjælland.

På Orø holder familien Nielsen og Christiansen ferie sammen i tre generationer på campingpladsen.

- Vi har ikke lyst til de store pladser, de siger os ikke rigtigt noget. Her er der god natur, gode fiske- og bademuligheder, og det dækker vores behov, siger Flemming Christiansen.

Han og familien kan dog risikere at skulle finde et nyt sted at holde ferie til næste år, for fremtiden er usikker for Orø Camping.

- Vi har fire gange i år måttet ringe rundt til vores kreditorer og sige, vi ikke kan betale. Hvis det fortsætter sådan, så tror jeg ikke på, vi kan blive ved, siger Henrik Jensen. Han håber dog at det gode sommervejr vil fortsætte en måned eller to så de måske kan holde skindet på næsen et år mere


Nyhedsoverblik