Ø-skoler må genåbne - det har de allerede gjort på Orø

Som en del af den gradvise genåbning af landets skoler får ø-skoler nu lov at åbne fuldt op for alle elever. Det har de dog allerede gjort på Orø ved Holbæk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skoler på øer uden broforbindelse til fastlandet kan fra på mandag vende tilbage til en hverdag, som næsten ligner den, eleverne kender fra før coronapandemien ramte Danmark. De får nemlig lov til at åbne 100 procent op, hedder det i den aftale, som et politisk flertal præsenterede tirsdag.

Men på Orø i Isefjorden nordøst for Holbæk er øens skole allerede åbnet for alle skolens 35 elever. Det skete den 8. februar.

quote Vi synes, det var for synd, hvis tre-fire elever skulle sidde derhjemme og have onlineundervisning

Annette Volfing Højager, som er daglig leder af Orø Skole og Børnehus

- Vi synes, det var for synd, hvis tre-fire elever skulle sidde derhjemme og have onlineundervisning, mens resten af deres klassekammerater godt kunne møde op i skole,  siger Annette Volfing Højager, som er daglig leder af Orø Skole og Børnehus.

Tre klassetrin i én klasse

Orø Skole har 35 elever fordelt på 0. til 6. klassetrin. Eleverne på femte og sjette klassetrin er samlæst med fjerde klasse, det vil sige at de tre klassetrin har undervisning sammen. Det drejer sig om 10 elever, hvor en tredjedel af dem går på femte og sjette klassetrin.

Så da regeringen besluttede, at 0.-4. klasserne kunne komme tilbage i skole fra 8. februar, ringede Annette Volfing Højager til forældrene til børnene på femte og sjette klassetrin og tilbød, at de også kunne vende tilbage i skole. 

Det sagde forældrene ja tak til.

- Det var jeg slet ikke i tvivl om at vi skulle, fordi det var så få elever, der ellers skulle være hjemsendt. Havde vi haft 10-15 elever på hver årgang, så kunne man sige, det var noget andet, siger skolens daglige leder.

Læs også
Forælder havde håbet på flere skoledage: - De har været indelukket i tre måneder nu
Læs også
Forælder havde håbet på flere skoledage: - De har været indelukket i tre måneder nu

Selvom Orø Skole er genåbnet for alle elever, så tager personalet stadig en række forholdsregler for at undgå smittespredning. For eksempel er to personaler på skolen oplært i at pode for coronavirus, så de kan pode deres kolleger, hvis eleverne i de ældste klaser har aktiviteter med dem i 0.-3. klasse, foregår det udendørs, og skal der holdes forældremøde eller andre møder på skolen, foregår det med mundbind eller visir på.

Orø Skole 2
Foto: Hanne Hellisen, Holbæk By Skole

Anderledes forhold end på større skoler

Annette Volfing Højager har ikke ligefrem reklameret højlydt med, at de ældste børn på Orø Skole kunne komme tilbage til fysisk undervisning, da de små klassetrin gjorde. Men hun står ved, at det var den rette beslutning.

- Alle børns trivsel er jo vigtig, også på de store skoler. Men her står du så bare meget mere isoleret i at være hjemsendt, fordi alle dine kammerater er i skole. Går du i femte klasse på en større skole, så kan man sige, at der er alle de andre, der går i femte til niende klasse også hjemsendt, man er ikke alene om det.

Under genåbningen i foråret 2020 fik de ældste elever på Orø Skole også lov at komme tilbage før tid. Dengang var det nemlig 0.-5. klasse, der måtte vende tilbage til fysisk undervisning først, og der gik der tre elever på sjette årgang på Orø Skole, så der tilbød skolelederen også forældrene at sende deres børn tilbage i skole.


Nyhedsoverblik