Lystfiskere varmer op til kæmpekonkurrence

Onsdag indledes nordens største lystfiskerkonkurrence på Bornholm. Fra Tølløse deltager Frank Jørgensen og Nicolai Jørgensen i konkurrencen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Knap 400 både vil i denne uge deltage i kampen om at vinde den største lystfiskerkonkurrence i norden.

Det er lystfiskerkonkurrencen Trolling Master Bornholm, der starter onsdag.

Fra Tølløse deltager Team Aquaholic, og de har brugt mange timer på at forberede sig.

370 både deltager i konkurrencen om at fange de største laks.

Konkurrencen er hård, så holdet har brugt mange timer på at forberede sig.

- Vi har trænet alt det, vi overhovedet kunne, vi har prøvet at forberede os så godt som muligt, siger lystfisker Frank Jørgensen.

Kamp og at fange de største laks

Det handler om at fange de største laks, og til det må man bruge op mod ti liner ad gangen.

- Hele essensen er at få så mange liner i som overhovedet muligt, uden de vikler sig sammen, og når man så har sat dem, så er det bare at sejle og vente, siger Frank Jørgensen.

Frank Jørgensen har været ivrig lystfisker i 12 år - en passion han har givet videre til næste generation.

- Når jeg er nede i skolen foreksempel, så er der hele tiden meget larm, så synes jeg, det er rart at komme ud, hvor der er helt roligt og stille og så bare lyden af havet. Jeg synes det er dejligt, siger hans 11-årige søn Nicolai Jørgensen.

Sammen stiller de op for første gang op som Team Aquaholic i Trolling Master Bornholm. 

- Jeg håber da, vi kan fange fisk og noget, men jeg ved også i forvejen, at der er nogle rigtig gode fiskere derovre, og mange af dem kan noget andet, som vi ikke kan, så jeg ved ikke helt, hvordan det kommer til at gå, siger Nicolai Jørgensen.

Podiepladser og samvær

For far og søn handler konkurrencen ikke kun om podiepladser, men ligeså meget om samvær.

- Når man er ude på vandet, så ringer telefonen ikke, og der er ro, og vi får snakket en masse, mig og drengene - det er fantastisk, for det når man dårligt nok i hverdagene, siger Frank Jørgensen.

Konkurrencen bliver skudt i gang på onsdag klokken 12.00, og starten kan følges direkte på TV ØST. 

Derudover sender TV ØST hver aften fra onsdag til lørdag klokken 22.35 fra konkurrencen.


Nyhedsoverblik