Louise strikker udendørs i regn og blæst

Hver tirsdag aften trodser en gruppe strikkeglade kvinder blæst, regn og andre vejrforhold for at mødes om garn, strikkepinde og et blomstrende fællesskab.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mens sommerregnen ruller ind over Holbæk Strandpark, og andre ville søge ly og dækning, så sidder en gruppe kvinder roligt på græsplænen. 

De sidder i forskellige festival- og havestole med garntasker i flet og stof. 

Strikketøjet i deres hænder er anledningen til aftenens arrangement, da der hver tirsdag afholdes gruppestik. 

Bag projektet står Stine Radicke, der er strikkedesigner og uddannet tekstilformidler.

- Det giver en fællesskabsfølelse, og det er dejligt at have nogen at dele sit håndarbejde med. Der er altid noget at snakke om, for man kan altid spørge ind til, hvad strikker du, eller hvad er det for nogle sjove strikkepind?, siger hun.

Kvinderne mødes i Holbæk Strandpark med deres egne stole og strikketøj.
Kvinderne mødes i Holbæk Strandpark med deres egne stole og strikketøj. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir, TV2 ØST

Da hun planlagde arrangementet, havde hun håbet på lidt bedre vejrforhold.

- Men det er dejligt, at folk dukker op alligevel. Fællesskab og håndarbejde - det kan noget, siger hun. 

Sønnen inspirerede

Til daglig har hun sit eget firma, hvor omdrejningspunktet er strik. 

- Min lille virksomhed har mange forskellige grene. Jeg redigerer blandt andet opskrifterne for Alt For Damerne og forskellige garnfirmaer, og så udgiver jeg andre opskrifter i mit eget navn, siger hun.

Hendes sønnen blev starten på hendes forretningseventyr. 

- Jeg plejede at strikke til min søn, og så gav det mening, at begynde at skrive opskrifterne ned, også qua den uddannelse jeg har, siger hun.

Hendes sønner er fortsat en stor inspirationskilde til hendes virksomhed. Blandt andet har hendes ældste søn fundet på en børnesweater med batman-logoer på.

- Da vi så skulle have en lillebror, var det oplagt, at han også fik sin egen. Så den havde han på, da han var helt lille, fortæller hun.

Stine Radicke er initiativtager til strikkeklubben i Holbæk.
Stine Radicke er initiativtager til strikkeklubben i Holbæk. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir, TV2 ØST

For Stine Radicke er strik både hendes arbejde og hendes hobby. 

- Strik fylder rigtig meget i mit liv. Jeg bruger både min arbejdstid på det og rigtig meget af min fritid på det. Det er virkelig sjovt at skabe noget selv, siger hun.

Åben invitation

Derfor er hun nu med til at dele ud af sin passion og starte fællesskaber, hvor andre strikentusiaster kan møde ligesindede. 

Louise Andersen fra Holbæk er en af de andre kvinder, der har trodset regnvejret. 

Hun har strikke siden hun var lille, men aldrig før i en større gruppe.

-  Jeg elsker at strikke, og jeg synes, at alle mennesker, der strikker, er fantastiske. Så det er virkelig dejligt at møde andre strikkere og få lov at dele sin hobby med andre, siger hun.

På sådan en aften er der fyldt med grin og snak om, hvad hinanden strikker, fortæller Louise Andersen. Hun har derfor en opfordring til alle, der sidder derhjemme og strikker i sommermånederne.

- Tag en stol under armen og jeres strikketøj i hånden, og kom ned på tirsdag, og vær en del af et rigtig dejligt spirende fællesskab i Holbæk, siger hun.

Strikkeklubben begynder klokken 18.00 og afholdes alle tirsdage i august. Alle er velkomne til at deltage.  


Nyhedsoverblik