Idrætsklubber jubler over ny sportsby i Holbæk

En ny sportsklub til flere hundrede millioner kroner vækker i den grad begejstring hos byens idrætsklubber, som allerede ser frem til et færdigbygget projekt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En lang række sportsklubber og foreninger fra Holbæk kan se frem til at få nye faciliteter om to år.

Torsdag besluttede godkendte et flertal i Holbæk Byråd et storstilet projekt - en sportsby med alt fra fodboldbaner til svømmestadion og badmintonhal - og det vakte stor glæde i byens idrætsklubber i dag.

- Jeg er meget glad. Det har været en lang og hård proces, og der gik et lettelsens suk igennem os i går, da vi kom ud fra byrådsmødet, siger Claus Vognsen, som er formand for Holbæk Badmintonklub.

Den nye sportsby koster 363,5 millioner kroner. Når den står færdig, vil der være sundhedshus, multihal, ketcherhal med plads til både tennis, squash og badminton, udendørs tennisbaner, streetbasket, ridestier, kunstgræsbaner, atletikstadion og en række andre faciliteter.

Claus Vognsen er sikker på, at den nye sportsby vil åbne nye muligheder for byens sportsklubber, fordi de nu er samlet på et sted.

- Jeg tror, at det bliver mega fedt. Der vil være et miljø og en stemning i hele den her by, som vi ikke har i dag. Som det er nu, er vi lidt alene lige som mange andre idrætter, og nu bliver der et leben og liv, som vi ikke har set før. Det kan kun blive godt, siger han.

I byens atletikforening Fremad Holbæk er formanden helt enig. Han håber, at der kan opstå træningsfællesskaber på tværs af sportsgrene.

- Hvis vi kigger på den træning, vi har - for eksempel i vinterperioden - så ser vi nogle oplagte fordele i at lave fælles grundtræning, siger Rasmus Brandt Jensen, formand Fremad Holbæk.

Hvis alt går efter planen, vil Holbæk Sportsby være bygget færdig i slutningen af 2018.

 

 

 


Nyhedsoverblik