Holbæks mølleplaner generer Odsherred

Store vindmøller vil skæmme landskabet omkring den kommende Geopark i Odsherred, lyder det fra kommunens borgmester, der håber, at Holbæk Kommune vil lytte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Holbæk Kommunes udkast til kommuneplan vil gøre det muligt at bygge vindmøller med en højde på 125-150 meter et sted mellem Sandby, Svinninge og Hørve.

Det skriver dagbladet Nordvestnyt.

Men forslaget bliver yderst køligt modtaget af Odsherreds borgmester, Thomas Adelskov (S).

- Vi er jo i gang med et storstilet projekt med Geopark Odsherred, som vi håber vil blive anerkendt af Unesco, men de store vindmøller vil skæmme landskabet, og jeg synes derfor, at byrådet i Odsherred skal bede Holbæk om at tage områderne ud af planen, så geoparken ikke bliver berørt, siger Thomas Adelskov.

Lytter til alle indvendinger

I aften skal økonomiudvalget i Odsherred drøfte sagen. Direktionen har formuleret et udkast til høringssvar til nabokommunen. Heri gør man opmærksom på, at Geo-park Odsherred vil være en økonomisk gevinst for hele Nordvestsjælland. »Det skal derfor henstilles til, at interesseområdet for store vindmøller enten udtages eller reduceres i samarbejde med Odsherred Kommune«, hedder det i udkastet.

Holbæks borgmester, Søren Kjærsgaard (V), understreger overfor dagbladet Nordvestnyt, at Holbæk Kommune endnu ikke har vedtaget kommuneplanen.

- Den er i høring, og vi lytter til alle indvendinger, og vi vil selvfølgelig også lytte til Odsherred Kommunes argumenter, siger Søren Kjærsgaard.