Holbæk: Forøget vandstand kan give problemer med kloakkerne

Der er risiko for, at vandet kommer til at stige op i lavtliggende kældre, advarer Fors A/S. Samtidig arbejder beredskabet på at sikre strøm i området.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Stormen Urd er så småt begynde at gøre sit indtog på Sjælland, og det er noget, man blandt andet mærker i Holbæk Kommune.

Her betyder risikoen for forhøjet vandstand, at der kan blive problemer med kloaksystemerne nogle steder i kommunen.

Det oplyser Fors A/S, der løser forsyningsopgaverne i kommunen.

- Vi regner med, at den forhøjede vandstand kan sætte kloakkerne ud af drift i en kortere periode i nogle af de lavereliggende områder, fortæller kundechef Thomas Hopp til TV ØST.

quote Vi regner med, at den forhøjede vandstand kan sætte kloakkerne ud af drift i en kortere periode

Thomas Hopp, kundechef i Fors A/S

Vandet kan komme op gennem afløb

Han forklarer, at de hos Fors A/S er særligt bekymrede for to scenarier. Det ene er især aktuelt i huse på Strandmøllevej, Kærsangervej, Fjordparken, Strandvejen Hørby og Damgårdsvej.

- Her er der risiko for, at vandet kommet ind i kloakledningen, og det kan betyde, at vandet kommer op og ud gennem afløbene i kældrene. Så hvis borgerne ikke har højtvandslukke, kan der komme en blanding af spildevand og regnvand op, der oversvømmer kælderen, siger Thomas Hopp.

Omkring Kisserup Strand vil der ifølge Fors A/S være risiko for, at vandet fra Lammefjord oversvømmer kloaksystemet, så forsyningsselskabets pumper går i stå.

- Vores foreløbige prognose siger, at de mest kritiske timer er mellem klokken 02 og 08. Men det kommer an på, hvor høj vandstanden bliver, og hvor længe den er høj, siger kundechefen.

quote Vi er ved at sikre stationen for at være sikker på, at vi kan bibeholde strømmen senere

Jan Bruun, indsatsleder i Vestsjællands Beredskab

Vil sikre strøm i kommunen

Men kloakkerne er ikke det eneste, der kan komme til at volde problemer i Holbæk under stormen Urd. Vestsjællands Beredskab har også været ude for at lægge sandsække ved en transformer-station.

- Vi kan se, at vandstanden kan stige så meget, at den kommer herop, så vi er ved at sikre stationen for at være sikker på, at vi kan bibeholde strømmen senere, siger Jan Bruun, indsatsleder hos beredskabet.

De er netop nu ved at undersøge, om der er andre steder i Holbæk, hvor der er brug for forebyggende arbejde, inden stormen for alvor sætter ind ud på aftenen og natten.

- Det kan godt være, at vi skal ud at sikre nogle andre steder, siger Jan Bruun.


Nyhedsoverblik