Holbæk bliver grønnere - nu kommer elbilerne på gaden

Siden 2009 har Holbæk været klimakommune. Nu udskifter kommunen alle sine biler til elbiler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis man på torsdag får øje på lidt flere Renault-elbiler end normalt, så er der en god forklaring. Torsdag sætter Holbæk Kommune nemlig det første af flere kuld af elbiler på vejene.

Med de første 19 elbiler på gaden cementerer Holbæk Kommune endnu et skridt mod en grønnere kommune.

- Det er et stort ønske fra hele kommunalbestyrelsen. Det er længe siden, vi besluttede, at når der var økonomi til det, og det passede med leasingaftalerne, så skulle bilerne udskiftes til el, lyder det fra John Harpøth (DF), der er formand i Udvalget for Klima og Miljø.

quote Vi skal have reduceret bilflåden, for der er for mange biler, der bare står

John Harpøth (O), der er formand i Udvalget for Klima og Miljø

Holbæk Kommune har været klimakommune siden 2009. Dengang indgik kommunen en aftale med Danmarks Naturfredningsforening om at reducere CO2-udledningen med tre procent om året.

I 2019 skrev Holbæks borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen (S), under på en ny aftale.

Udskiftningen af mere end 300 biler betyder, at overgangsfasen fra primært dieselbiler til elbiler vil tage omkring fire år.

Forvaltningen vurderer, at udskiftningen af bilerne betyder, at kommunen kan skære otte procent af sin nuværende CO2-udledning, når alle biler kører på el.

Færre biler på vejene om fire år

11 af de første biler bliver tilknyttet Kanalstræde, mens de resterende otte kører ud fra Jernbanegade.

I første omgang vil det blandt andet være medarbejdere i administrationen, der kommer til at bruge bilerne. Eftersom der kommer flere elbiler til Holbæk, vil de blive udbredt til eksempelvis hjemmeplejen.

- Medarbejderne vil blive instrueret i, hvordan de bruger bilerne og ladestanderne, siger John Harpøth.

Læs også
Holbæk Kommune bliver grønnere - køber ladestandere til kommunens elbiler
Læs også
Holbæk Kommune bliver grønnere - køber ladestandere til kommunens elbiler

De 300 nuværende kommunebiler, der primært kører på diesel, vil være fuldstændig erstattet om nogle år. Planen er dog ikke, at kommunen fremover vil have 300 elbiler på vejene. I de nye biler er der sat GPS-trackere, der skal være med til at klarlægge, hvor stort behovet for biler reelt er i kommunen.

- Vi skal have reduceret bilflåden, for der er for mange biler, der bare står, siger John Harpøth.

- Vi skal have lavet en masse analyser, så vi kan lave et bookingsystem, så vi ikke skal have så mange biler som nu. På den måde er vi også med til at reducere CO2’en, siger John Harpøth.

Til oktober modtager kommunen næste sending af elbiler. Her bliver der tilført 12 eller 13 biler.  

Fra torsdag vil nye Renault elbiler køre rundt i Holbæk Kommune.
Fra torsdag vil nye Renault elbiler køre rundt i Holbæk Kommune. Foto: Holbæk Kommune

Nyhedsoverblik