Dørmænd redder gæst fra druknedøden: - Man har da en god følelse

To dørmænd hædres af politiet, efter at de natten til lørdag reddede en ung mand, der var faldet i havnen under en bytur.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Siden natten til lørdag er Nicolai Røn og Lars Egeskov blev kaldt mange ting. "Helte" og "redningsmænd" er iblandt dem.

Selv har de to dørmænd dog lidt svært ved at beskrive, hvordan de har det efter en dramatisk nat.

quote Han ligger med hovedet nedad, bevidstløs

Nicolai Røn, dørmand

- Selvfølgelig er det rart, at man redder en. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det, siger Lars Egeskov.

- Det er svært at sætte ord på, hvordan man har det. Men man har da en god følelse. Det har man, siger Nicolai Røn.

De to dørmænd mødes for første gang igen på det sted, hvor de reddede et andet menneskes liv.
De to dørmænd mødes for første gang igen på det sted, hvor de reddede et andet menneskes liv. Foto: Anders Garde - TV2 ØST

Hoppede i den iskolde havn

Natten til lørdag var de to mænd i gang med at passe deres job som dørmænd for sikkerhedsfirmaet Seccon. Opgaven var at sikre en god og tryg fest på natklubben SOHO, men pludselig måtte noget andet tage forrang.

Kort før klokken 01 fik de nemlig at vide, at en gæst var faldet i havnen, og de to kolleger tog straks affære.

- Jeg finder ham nede i vandet med lysstrålen fra min lygte. Jeg kan se, at han plasker rundt seks-otte meter ude i havnen, forklarer Lars Egeskov.

Lars Egeskov fandt den 27-årig mand i havnen ved hjælp af sin lygte.
Lars Egeskov fandt den 27-årig mand i havnen ved hjælp af sin lygte. Foto: Anders Garde - TV2 ØST

Imens gjorde Nicolai Røn klar til at hoppe i havnen efter den unge mand.

- Da jeg har smidt  det værste overtøj og mit vagtbælte, springer jeg i og hopper ud til ham. Der ligger han med hovedet nedad, bevidstløs, forklarer Nicolai Røn.

Han trak den 27-årige mand ind mod kajen og råbte på hjælp. En anden gæst på SOHO sprang også i vandet for at hjælpe, imens flere andre personer stod på kajen og blandt andet hjalp med at lyse.

Ved fælles hjælp fik redningsmændene den unge mands arme og hoved til at hænge over rebet her, så han ikke røg under vandet.
Ved fælles hjælp fik redningsmændene den unge mands arme og hoved til at hænge over rebet her, så han ikke røg under vandet. Foto: Anders Garde - TV2 ØST

20 minutter i det kolde vand

Ved fælles hjælp fik gæsten, Nicolai Røn og Lars Egeskov den unge mands arme og hoved til at hænge over et reb ved kajen, så han ikke sank ned, ligesom de sikrede, at der var vejrtrækning.

- Så ligger vi der og har styr på ham, mens Lars sørger for at bevare overblikket oppe på kajen, forklarer Nicolai Røn.

Nicolai Røn er meget berørt efter den voldsomme oplevelse. Men først og fremmest er han glad for, at den 27-årige overlevede.
Nicolai Røn er meget berørt efter den voldsomme oplevelse. Men først og fremmest er han glad for, at den 27-årige overlevede. Foto: Anders Garde - TV2 ØST

Politiet ankom og hjalp med at få alle mand trukket op på land. På det tidspunkt havde Nicolai Røn ligget i det iskolde vand i 15-20 minutter. Han er dybt taknemmelig for, at en af natklubbens gæster også hjalp.

- Det, der holdt os i gang, var at jeg havde gæsten, der sprang ned til mig. På den måde hjalp vi hinanden, så vi kunne have hundrede procent fokus på den bevidstløse gæst. Adrenalinen har simpelthen holdt os vågne.

- Man tænker bare på at få dem op. Der er ikke så meget andet at sige, siger Lars Egeskov.

Få minutter mere i det kolde vand kunne have været fatalt for den unge mand.
Få minutter mere i det kolde vand kunne have været fatalt for den unge mand. Foto: Anders Garde - TV2 ØST

Indstillet til dusør

Det hele endte godt, men bare få minutter længere i det kolde vand havde formentlig været fatalt.

De rutinerede dørmænd har prøvet lidt af hvert. Men oplevelsen natten til lørdag vil de aldrig glemme.

- Jeg ved sgu ikke. Der er lige nogle tanker, der farer rundt i hovedet, siger Lars Egeskov.

- Man kan komme på mange forskellige tanker. "Hvad nu hvis" og "hvis nu ikke". Jeg er bare glad for, at slutresultatet er godt - at han overlevede, siger Nicolai Røn.

Den glæde deler politiet. Derfor er de to dørmænd og en gæst indstillet til en dusør.

- Det er supergodt reageret, og det er heltemodigt, at man først og fremmest drager omsorg og holder øje med hinanden, men også at man reagerer, når nogen er i nød, sagde vagtchef Mads Haugaard ved Midt- og Vestsjællands Politi lørdag til TV2 ØST.

Både politi og ambulance var klar med hjælp, efter at de to dørmænd havde reddet den unge mand.

Nyhedsoverblik