Borgere gik på gaden i protest mod hjemsendelser: - Der er ikke noget sikkert ved Syrien

Flygtningenævnets beslutning om at hjemsende syriske flygtninge fik i dag borgere i Holbæk til at gå på gaden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Borgere gik i dag på gaderne i 25 byer i landet. Det gjorde de i protest mod hjemsendelser af syriske flygtninge.

Også her i regionen var der demonstration.

quote Vi synes, vores land burde have overskud til at passe på dem

Uffe Steen-Nielsen, medarrangør af demonstrationen

I Holbæk gik omkring 250 demonstranter fra havnen til Ahlgade, hvor der blev holdt taler og spillet musik i sympati med de syriske flygtninge.

- Vi er flygtet fra en krig, så det kan ikke være rigtigt, at nogle af politikerne – selv Mette Frederiksen (S) (statsministeren red.) – synes, vi skal tilbage, på grund af der er sikkert i Syrien Jeg kan fortælle jer, der er ikke noget sikkert ved Syrien, siger Mariim Kazmuuz fra Vig, der gik med i optoget.

Mariim Kazmuuz fra Vig fortæller, at der på ingen måder er sikkert i Syrien, og derfor gik hun i dag på gaden i protest mod udvisningerne.
Mariim Kazmuuz fra Vig fortæller, at der på ingen måder er sikkert i Syrien, og derfor gik hun i dag på gaden i protest mod udvisningerne. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Demonstranterne er utilfredse med, at Danmark vil hjemsende syriske flygtninge efter Flygtningenævnet har vurderet, at flere områder i Syrien er sikre.

- Jeg synes ikke, syrere skal sendes hjem, siger Else Gjedde fra Egebjerg og tilføjer:

- Der er ikke spor sikkert i Syrien – så det vil jeg gerne støtte op omkring.

Else Gjedde fra Egebjerg har heller ikke tillid til oplysningerne om, at det skulle være sikkert at udvise flygtninge til Syrien.
Else Gjedde fra Egebjerg har heller ikke tillid til oplysningerne om, at det skulle være sikkert at udvise flygtninge til Syrien. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Dagens demonstration var arrangeret af tre privatpersoner fra Holbæk-området og flere humanitære organisationer, der mener, at syrerne skal blive.

De håber på, at demonstrationerne kan være med til at ændre myndighedernes vurdering.

Regeringens flygtningepolitik er umenneskelig, lyder det fra medarrangør af dagens demonstration Uffe Steen-Nielsen.
Regeringens flygtningepolitik er umenneskelig, lyder det fra medarrangør af dagens demonstration Uffe Steen-Nielsen. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

- Regeringens flygtningepolitik er umenneskelig, og uskyldige mennesker risikerer; enten at blive sendt tilbage til Assad – som ikke er en mulighed – og mulighed nummer to er så at lande i et udrejsecenter, hvor ens liv bare går i stå, siger Uffe Steen-Nielsen, der er medarrangør af demonstrationen.

- Og de her stakkels menneskers liv har været gået i stå mindst en gang tidligere. Og vi synes, vores land burde have overskud til at passe på dem.


Nyhedsoverblik