18-årige Jacob Knudsen er i gang med sit tredje år på Stenhus Basketball College. Og så bor han på kostskolen lige ved siden af gymnasiet.
- Jeg elsker at spille basket. Og jeg har valgt Holbæk, fordi stedet her tilbyder basket på højt plan kombineret med en gymnasieuddannelse, siger Jacob Knudsen.
Og eliteskolen i Holbæk er en succes. Den blev startet i 2010, og der er rift om pladserne. Lige nu er der 23 mænd og 10 kvinder - og ifølge skolens ledelse er der venteliste til en plads på herreteamet.
Min vilde drøm er at kunne leve af at spille basket. Professionelt
Drømmer om basket
Men selv om de unge spiller meget basket, så fokuserer skolen også meget på de unges boglige egenskaber.
- Stenhus Basketball College er et sted, hvor vi udvikler unge mennesker til at kunne præstere maksimalt på to baner - på idrætsbanen og i skolen, så de rent akademisk klarer sig så godt, som de hver især kan, siger Trine Tims, der er træner og pædagogisk leder på skolen.
Jacob Knudsen, der kommer fra Amager, spiller lige nu på ungdomslandsholdet, og han fokuserer på faget engelsk. Han vil nemlig forsøge at komme på kollege i USA.
- Min vilde drøm er at kunne leve af at spille basket. Professionelt. Og at det eneste, jeg skal bekymre mig om, det er at dyrke det, som jeg elsker allermest i verden, siger han.