Anholdt i stor politiaktion er også sigtet i drabssag

Torsdag er seks personer blevet anholdt i en stor politiaktion i Holbæk og Odsherred.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fund af våben flere steder i Holbæk tidligere på året fik politiet til torsdag at lave en større aktion i byen.

Her blev seks mænd anholdt, blandt andet en 17-årig mand, der også er sigtet i en drabssag på Frederiksberg.

Politiaktionen er gennemført med hjælp fra de øvrige sjællandske politikredse, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse, og de anholdte personer kan altså sættes i forbindelse med de fund af skydevåben, som blev gjort i februar.

Skudt i ryggen

Torsdagens politiaktion trækker tråde til en sag, hvor en 23-årig mand blev skudt i ryggen i sin lejlighed i Apotekerhaven i Holbæk den 30. januar i år.

Han overlevede skuddet, der blev affyret gennem vinduet til lejligheden, men efterfølgende blev der indført en visitationszone i området.

Politiet gjorde flere fund af våben i visitationszonen i de efterfølgende dage, blandt andet i Vangkvarteret og i Ladegårdsparken.

Det 23-årige offer i skudepisoden var i forvejen tiltalt i en straffesag, men om den har relation til skudepisoden, vides endnu ikke.

quote Det er en lille hård kerne, der er en del af konflikten i Holbæk, som vi forsøger at sætte en stopper for

Thomas Tarpgaard, politiinspektør, Midt- og Vestsjællands Politi.

Ifølge efterforskningsleder Kim Løvkvist, drejede skudepisoden sig om en uoverensstemmelse mellem to kriminelle grupperinger.

Og det er disse grupperinger politiet forsøger at begrænse med torsdagens aktion.

- Det er en lille hård kerne, der er en del af konflikten i Holbæk, som vi forsøger at sætte en stopper for. Både ved at straffe de ansvarlige, men vi følger også op med en række andre tiltag, som for eksempel at bidrage til, at lejemål kan opsiges, siger Thomas Tarpgaard, der er politiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi.

I forbindelse med politiaktionen er flere adresser blevet ransaget, men der er indtil videre ikke blevet gjort yderligere våbenfund.
I forbindelse med politiaktionen er flere adresser blevet ransaget, men der er indtil videre ikke blevet gjort yderligere våbenfund. Foto: Aleksander Juel Dahl - Skadestedsfotograf.dk

Fremstilles i grundlovsforhør

De seks personer er blevet anholdt på flere forskellige adresser i Holbæk og Odsherred torsdag.

Blandt de anholdte er en 17-årig mand, der også er blevet sigtet for medvirken til et drab på Frederiksberg i januar. Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg torsdag klokken 12.00.

Læs også
Politi i stor aktion efter skudepisode
Læs også
Politi i stor aktion efter skudepisode

Tre mænd på 17, 18 og 26 år vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk torsdag klokken 13.00.

Anklagemyndigheden ønsker at retsmøderne holdes for lukkede døre.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til TV2 ØST, at der ikke er grundlag til at fremstille to af de anholdte i grundlovsforhør. De vil blive afhørt og efterfølgende løsladt. 


Nyhedsoverblik