Advokat i terrorsag: Det var bare fyrværkeri til hobbybrug

En mand, hans hustru og hans bror er anklaget i terrorsag fra Holbæk. Alle nægter sig skyldige.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ikke forbudt at være glødende interesseret i fyrværkeri. Det er ikke forbudt at have kontakt til sin svoger, selv om han måtte have tilsluttet sig Islamisk Stat. Det er ikke forbudt at være muslim, og det er ikke forbudt at have jihadistisk billed- og videomateriale liggende.

Nogenlunde sådan kan hovedpunkterne i advokat Linda Langes forsvarstale for sin terrortiltalte klient onsdag i Retten i Holbæk opsummeres.

Hun forsvarer en 35-årig mand, som er anklaget for at have villet fremstille en eller flere bomber, som skulle bruges til terror i Danmark eller udlandet. I mere end 20 dage er sagen i løbet af efteråret blevet oprullet foran dommere og nævninger.

Kilovis af kemikalier

I sagen er der fundet kilovis af kemikalier og tre skydevåben. Og Linda Lange medgiver, at skydevåbnene nok er strafbare efter enten våbenloven eller straffeloven, men de er ikke i sig selv udtryk for planer om terror.

Efter anklagemyndighedens opfattelse er det derimod et udtryk for terrorplaner, at der i mandens hus på Anders Larsens Vej i Holbæk blev fundet flere kilo kaliumnitrat, svovl og aluminiumspulver, en tilvirket mobiltelefon, som kunne bruges som detonator, samt fjernstyrede biler og dele til disse, som måske kunne bruges til at transportere en bombe til sprængningsstedet.

ransagninger Holbæk
Læs også
Tiltalt i terrorsag tegnede IS-flag og havde World Trade Center-figur på sit værelse
ransagninger Holbæk
Læs også
Tiltalt i terrorsag tegnede IS-flag og havde World Trade Center-figur på sit værelse

Men Linda Lange er uenig. Alt for meget peger i retning ar, at manden har talt sandt, når han har forklaret, at kemikalierne skulle bruges til hjemmelavede kanonslag, mener hun.

- Det er helt usandsynligt, at hvis han skulle begå et terrorangreb med en bombe, at han så ville bestille kemikalierne i eget navn og fra sin egen e-mail, lyder det fra Linda Lange.

Jihad-billeder

I sagen er der fundet en del billedmateriale med jihadistisk indhold. Linda Lange fremhæver imidlertid, at man via metadata kan se, at det er mange år siden, det er blevet tilgået - for størstedelens vedkommende.

- Det er af afgørende betydning, hvis man ikke har kigget på et billede i 2012, og så ti år efter i retten bliver præsenteret for billedet og skal forklare om det, lyder det fra Linda Lange.

Mandens hustru og hans bror er også under anklage i sagen. Anklagemyndigheden mener, at de på forskellig måde har medvirket til mandens planlægning.

Retten i Holbæk
Læs også
Anklager i terrorsag: Angreb var nært forestående
Retten i Holbæk
Læs også
Anklager i terrorsag: Angreb var nært forestående

Kvinden var blandt andet med manden i Dessau i Tyskland for at hente kemikalier, som blev sendt til en lejlighed, hvor broren boede. Derudover har hun som samlevende hustru kendt til mandens planer, mener anklagemyndigheden.

Kvinden forsvares af advokat Berit Ernst. Ifølge hende er det dog på ingen måde bevist, at der har været planer om at begå terror. Og selv hvis der var, så kan kvinden ikke gøres ansvarlig for medvirken ud fra de oplysninger, som indgår i sagen.

Brorens advokat, Kashif Qureshi, kommer først til orde torsdag, hvorefter retten vil trække sig tilbage for at afgøre skyldsspørgsmålet. Afgørelsen ventes i den kommende uge.


Nyhedsoverblik