1100 elever fra 4.-7. klasse på Bjergmarkskolen i Holbæk var klædt på i idrætstøj, løbesko og en positiv indstilling fredag morgen.
Bjergmarkskolens elever var ikke alene. På landsplan havde 94.000 skolelever gjort sig klar til Team Rynkebys skoleløb i en god sags tjeneste.
- Børnene løber for Børnelungefonden. De er heldige at have forældre eller bedsteforældre, der donerer et beløb, siger Pia Lykke Clausen, Børnehaveklasseleder, Afdeling Bjergmarken.
Artiklen fortsætter efter billederne.
Mange kilometer er lig med mange penge
For hver kilometer børnene løber, donerer deres forældre, bedsteforældre eller venner et beløb, som bliver doneret til Børnelungefonden. Indsamlingen begyndte for de forskellige skoler for 2-3 uger siden og fortsætter hen over påsken.
Fredag aften havde eleverne på Bjergmarksskolen i Holbæk samlet 53.400 kroner ind. Hvor meget skolen ender på, når indsamlingen er slut, tør skolen dog ikke gætte på.
- Jeg har ikke det endelige tal, men det kommer senere efter påsken, vil jeg tro, siger Pia Lykke Clausen.
Fredag aften var der i hele Danmark samlet seks millioner kroner ind. Pengene skal gå til børn med kritiske lungesygdomme.
Årets deltagertal er det største i skoleløbets levetid, derfor kan man kun håbe på, at der bliver samlet et stort beløb ind til Børnelungefonden.