2012 underskrifter mod nyt renseanlæg

Flere tusinde borgere har skrevet under på, at de gør indsigelse mod at placere et nyt renseanlæg på Tuse Næs.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

De mange underskrifter blev tirsdag eftermiddag afleveret til formanden for klima- og miljøudvalget John Harpøth (DF).

Det skriver Sjællandske.

Det er Holbæk Kommunes planer om at opføre et nyt renseanlæg  ved Tuse Næs, der har affødt massive protester.

Det nye renseanlæg er den del af en ny spildevandsplan i Holbæk Kommune. Her har politikerne meldt ud, at den bedste placering er et endnu ikke fastlagt sted ved Bognæs på Tuse Næs.

Fastboende og sommerhusboere

Det er både fastboende borgere og sommerhusbeboere og andre med tilknytning til Tuse Næs, der med deres underskrift har protesteret mod planerne. 854 af underskrifterne er kommet ind via nettet, mens resten er hentet via blanketter, der har ligget i Dagli' Brugsen i Udby og andre steder.

Der er desuden kommet en lang række høringssvar til Holbæk Kommune i forbindelse med planerne.

I forbindelse med et borgermøde i Tuse Næs Hallen foreslog John Harpøth, at der træffes en principbeslutning om at behandle resten af spildevandsplanen, mens beslutningen om udflytningen af Holbæk Renseanlæg udskydes. Desuden lå det i forslaget, at der nedsættes en arbejdsgruppe med borgere fra Tuse Næs. 12-14 borgere har meldt sig som interessede, og de holder deres første møde torsdag i denne uge.

Sammen med Holbæk Kommune og Fors A/S skal gruppen blandt andet forsøge at pege på andre mulige placeringer af renseanlægget.

Principbeslutningen skal godkendes af de øvrige politikere i Holbæk Byråd, og ifølge meldingerne fra de deltagende politikere på mødet i Tuse Næs Hallen tyder det på, at det vil ske.


Nyhedsoverblik