En 20-årig beboer på et opholdssted i Gislinge ved Holbæk blev mandag så oprevet, at han truede personalet med en kniv.
- Der var heldigvis ingen, der blev ramt af kniven. Men det har været en voldsom oplevelse for de involverede, siger kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Carsten Andersen.
Den 20-årige var blevet så vred, at han greb ud efter en kniv, som han fægtede om sig med.
Det lykkedes personalet at stikke af og søge tilflugt i et andet rum, som de låste.
Gerningsmanden smadrede en rude og forsøgte igen at stikke de ansatte med kniven - igen uden held.
Politiet kom til stedet og anholdt den 20-årige, som lod sig tage med til politistationen uden dramatik.
De skal nu tage stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.