Politiet har fundet den tredje af de personer, som torsdag i sidste uge blev set køre fra Bysøparken i Holbæk, hvor en mand var blevet stukket med kniv i låret.
Samme dag kom politiet i kontakt med to af mændene, men det viste sig, at ingen af dem havde ført kniven, og derfor ledte ordensmagten videre efter den tredje mand, som det lykkedes at finde fredag.
Han blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør. Her blev han varetægtsfængslet frem til 15. september. Han nægter sig skyldig i volden og hævder, at han stak med kniven i nødværge.