Vognmænd protesterer mod ny klimaafgift

En ny politisk aftale vil gøre det dyrere at køre i diesellastbiler. Ifølge branchen er aftalen en kæp i hjulet på den grønne omstilling.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lastbiler, der forurener, skal væk fra vejene. Det mener regeringen og et bredt flertal af partierne på Christiansborg, som med en ny aftale vil gøre den tunge vejtransport klimavenlig med en ny afgift.

Afgiftens størrelse skal afhænge af, hvor meget CO2 lastbilen udleder. Aftalen vil ifølge initiativtagerne sætte skub i den grønne omstilling og gøre transporten på de danske veje grønnere.

Men ifølge branchen er det nye initiativ skudt helt forbi.

quote Det er langt ud over, hvad forbrugerne kan håndtere

Klaus Jensen, direktør, Brdr. Jensens Godstransport A/S

Klaus Jensen er anden generation i vognmandsforretningen Brdr. Jensens Godstransport A/S i Nørre Alslev, der har eksisteret siden 1969. Han fortæller til TV2 ØST, at aftalen, der nu er fremlagt som et lovforslag – hvis det bliver stemt igennem – vil betyde voldsomme prisstigninger.

- Nu er olien begyndt at falde, men nu skal vi så gå ud til kunderne og pålægge dem en prisstigning (på grund af klima-afgiften, red.), der er meget højere, end det vi har set under krigen, forklarer han.

Grønt bliver billigere

Lovforslaget lægger op til en afgift per kørt kilometer. Størrelsen på afgiften afhænger af, hvor meget CO2 lastbilen udleder per kørt kilometer.

Lastbiler på grønt brændstof som eksempelvis strøm vil på den måde skulle betale mindre, end lastbiler der kører på diesel, oplyser Skatteministeriet. I gennemsnit ventes den nye afgift at være cirka 1,3 kroner per kørt kilometer.

Kilometerbaseret vejafgift for lastbiler

  • 1. januar 2025 skal lastbiler betale vejafgift efter, hvor langt de kører i Danmark.

  • Afgiftens størrelse vil afhænge af, hvor meget CO2 lastbilen udleder per kilometer.

  • I gennemsnit forventes afgiften at være på cirka 1,3 kroner per kilometer i 2030.

  • Aftalen forventes at give en CO2-reduktion på 0,4 millioner ton i 2030.

  • 1. januar 2025 vil afgiften gælde for lastbiler på 12 ton og derover.

  • 1. januar 2027 udvides afgiften til at gælde for lastbiler på 3,5 ton og derover.

  • Afgiften vil fra 2025 omfatte samlet 10.900 kilometer af det danske vejnet herunder statsveje og miljøzoner.

  • Fra 1. januar 2028 vil hele det offentlige vejnet være omfattet (ca. 75.000 km).

Kilde: Skatteministeriet

For at slippe billigere vil Klaus Jensen og andre vognmænd således skulle omlægge lastbilerne til at køre på eksempelvis strøm. Men også dét kommer med en pris, som i sidste ende vil havne hos kunderne.

- Vores ø (Falster, red.) er slet ikke gearet til det – vi har ikke strømmen til det endnu. Og de priser, vi skal betale for at få strømmen – det er langt ud over, hvad forbrugerne kan håndtere hernede, siger Klaus Jensen og tilføjer:

- Jeg skal betale 110.000 kroner per lastbil bare for at få lagt strøm i til min el-lader.

Læs også
Kommune ville give campingvogne væk - sådan gik det
Læs også
Kommune ville give campingvogne væk - sådan gik det

Og vognmanden fra Nørre Alslev er langt fra alene med kritikken.

Både Dansk Industri, Dansk Erhverv og vognmændenes egen brancheforening ITD er ude med kritik af lovforslaget, som ellers er bakket op af et bredt flertal bestående af regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.

John Agervig Skovrup, formand for vognmændenes egen brancheforening ITD, ærgrer sig over, at branchen ikke er blevet taget med på råd.
John Agervig Skovrup, formand for vognmændenes egen brancheforening ITD, ærgrer sig over, at branchen ikke er blevet taget med på råd. Foto: TV SYD

Hos ITD mener formand John Agervig Skovrup, at aftalen direkte modarbejder den grønne omstilling.

- Vi synes, det er rigtig trist. Regeringen har været ude at kalde sig selv for modige – med det her synes jeg, de er det stik modsatte. Det her er en afgift per kilometer og har ikke noget med klima eller grøn omstilling at gøre, siger han og tilføjer:

- Problematikken i det her er, at regningen bliver sendt videre til kunderne og i sidste ende til de danske borgere – for vognmændene har ikke de mange milliarder, der er tale om. Så det er en ekstra skat for danskerne.

Minister forsikrer nok infrastruktur

Ifølge John Agervig Skovrup har branchen ikke været taget med på råd i regeringens arbejde for det nye lovforslag.

- Vi er lidt kede af, at de ikke har taget branchen med på råd, så vi sammen kan finde de bedste løsninger for en grøn omstilling, siger han og peger på, at hvis der skal være afgift på vejtransport bør det omfatte al vejtransport.

- Totalt set ud fra alt transport i Danmark udgør vi kun 11-13 procent af CO2-udledningen fra transportsektoren. Og varebiler er undtaget – men de udleder også CO2.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) forklarer, at det skal være attraktivt at skifte diesellastbiler ud med lastbiler, der kører på strøm. Til dette formål mener han, en afgift er det rette værktøj.
Skatteminister Jeppe Bruus (S) forklarer, at det skal være attraktivt at skifte diesellastbiler ud med lastbiler, der kører på strøm. Til dette formål mener han, en afgift er det rette værktøj. Foto: TV 2

Skatteminister Jeppe Bruus (S) forsikrer over for TV2 ØST, at der skal være tilstrækkeligt med ladeinfrastruktur, når lovforslaget forventeligt træder i kraft gradvist fra år 2025.

- Det er klart, der skal følge en ladeinfrastruktur med – og vi skal have strøm nok til at kunne lade lastbilerne op. Og lastbilerne skal være der, så man kan købe dem, siger han og tilføjer:

- Og det er derfor, afgiften bidrager til, at det bliver en bedre forretning at købe en el-lastvogn frem for en, der kører på diesel.

Ifølge regeringen vil det med aftalen være muligt at spare 0,4 millioner ton CO2 fra år 2030, imens den samlede vognmandsbranche står til en ekstraregning på i omegnen af 1,5 milliarder kroner.


Nyhedsoverblik