Turister valfarter til havneby af to årsager

Den lille by Nysted på det sydøstlige Lolland har held med at trække turister til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I denne weekend er der både Middelaldermarked og Hajkutter Festival i Nysted, der ligger på Lollands sydkyst.

Og det kan mærkes i byen, der til dagligt har lidt mere end 1.200 indbyggere, for der kommer mange nysgerrige besøgende til.

- Vi tror, at vi godt kan passere de 4.000, måske komme op i nærheden af de 5.000, fortæller Henrik Nielsen, der er formand for foreningen Nysted Middelaldermarked.

Henrik Nielsen oplever en større interesse for arrangementer som middelaldermarkedet i Nysted.
Henrik Nielsen oplever en større interesse for arrangementer som middelaldermarkedet i Nysted. Foto: Caroline Thomsen - TV2 ØST

Han ser den store interesse for markedet, som en del af en tendens.

- Jeg synes også Nysted virker som en by, der bliver mere bemærket, siger han.

- Vi så et julemarked i november måned, som var totalt overrendt, som jeg aldrig har set det før, selvom jeg har boet hernede i en del år. Så der er noget, der tyder på, at byen har lidt opmærksomhed, siger formanden.

Og de frivillige kan også godt mærke, at der er flere gæster, end der plejer være.

- Ja, det kan vi godt, fortæller Mette Bagge, der primært har med forplejningen på markedet at gøre.

Mette Bagge har været frivillig på Nysted Middelaldermarked i over 10 år.
Mette Bagge har været frivillig på Nysted Middelaldermarked i over 10 år. Foto: Caroline Thomsen - TV2 ØST

- Vi har jo forøget maden, og alt hvad vi skulle bruge til hele weekenden, der var over halvdelen af det væk fredag, fortæller hun.

Mette Bagge bor selv i Nysted, og hun er glad for at der er gang i den lollandske havneby i disse dage.

- Det er jo en lillebitte by, så vi elsker bare, at der sker noget. Det er bare hyggeligt, siger hun.

Mange udenlandske turister på besøg

Udover bevillinger fra flere fonde og private bidragydere, er middelaldermarkedet i Nysted også blevet støttet økonomisk af Guldborgsund Kommune.

- Vi har fået 80.000 af kommunen til at lave det her for i decideret driftstilskud, og det er jo helt afgørende for, at vi kan lave sådan noget her, fortæller Henrik Nielsen.

Der var masser af underholdning for store og små på dette års middelaldermarked i Nysted.
Der var masser af underholdning for store og små på dette års middelaldermarked i Nysted. Foto: Caroline Thomsen - TV2 ØST

Og det hænger muligvis sammen med, at man på rådhuset i Nykøbing Falster også har fået øje på, hvad de kan i Nysted.

- Jeg tror, kommunen er blevet opmærksomme på, at det har en værdi. Der er jo en stor del af dem, der kommer og besøger os, der er turister, siger formanden for middelaldermarkedet.

- Danske, hollandske, engelske, mange tyskere, jeg tror, 70-80 procent af dem, der kommer, det er turister, siger han.

Meget afslappet

En af de turister, der har lagt vejen forbi middelaldermarkedet på det sydøstlige Lolland, er Jörg Peters fra Schlitz nær Frankfurt i Tyskland.

- Vi er her på campingferie i tre uger, fortæller han. 

Og det er ikke første gang, han er til sådan et event.

- Vi kan godt lide sådan nogle arrangementer, både når vi er på ferie, men også når vi er derhjemme. Vi har mange slotte, hvor vi bor i Tyskland, og vi er interesseret i sådan noget her, siger Jörg Peters.

Jörg Peters fra Schlitz nær Frankfurt i Tyskland.
Jörg Peters fra Schlitz nær Frankfurt i Tyskland. Foto: Caroline Thomsen - TV2 ØST

Med tre små børn, der er interesserede i middelalderen og gerne vil opleve noget nyt, var det helt oplagt at lægge et besøg i Nysted ind i weekendens planer.

- For os er det meget interessant at se sådan et marked i Danmark, for vi kender mange af dem i Tyskland, og vi synes, det er meget afslappet her. Der er god plads, og man skal ikke betale for at komme ind. Det skal man altid i Tyskland, siger den tyske turist.

Men selvom det er godt for Nysted og omegn, at flere turister har fået øje på byen, så er det ikke den eneste grund til, at man arrangerer middelaldermarked.

Læs også
Op mod 5.000 deltagere forventes til middelaldermarked
Læs også
Op mod 5.000 deltagere forventes til middelaldermarked

- Der er et sjovt og interessant sammenhold om at lave det, og så er vi altså middelalder-nørder mange af os, og det vil man også kunne se på mange af aktørerne. De går virkelig op i det og er dygtige til at lave deres udstyr, siger Henrik Nielsen.

Der er hajkutter regatta i Nysted frem til onsdag den 9. august, mens middelaldermarkedet i byen har sidste dag søndag den 7. august.


Nyhedsoverblik