Styrkeløfter slår rekorder på stribe og vinder EM-medalje

Ved det netop overståede EM i styrkeløft triumferede Martin Simonsen fra Nykøbing Falster med fire danske rekorder og en sølvmedalje.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der findes mænd, som løfter tungt, og så findes der mænd, som kan bringe så mange kilo i bevægelse, at man næsten ikke forstår det.

Den sidste kategori må Martin Simonsen fra Nykøbing Falster siges at høre til i.

Søndag præsterede han noget ganske særligt, ja, faktisk noget hidtil uset af en dansker.

Ved EM i styrkeløft, der blev afholdt i Kroatien, satte han nemlig intet mindre end fire danske rekorder i henholdsvis squat, bænk 3-kamp, bænk enkelt og slutteligt i totalvægt for bænk, squat og dødløft.

- Det er mega nice. Det er jo lidt det, man træner for, siger Martin Simonsen.

Til dagligt træner han i Rødby Styrkeløft.

Løfter tre fuldvoksne mænd

Martin Simonsen lykkedes til EM med at løfte 327,5 kilo i den kategori, der hedder squat. 

Et løft, der laves med en vægtstang på skuldrene og vægtskiver på hver side af den. Man bøjer i knæene, så man kommer ned i en næsten siddende positur og rejser sig så op igen ved at strække benene.

Dette gjorde Martin Simonsen altså med en vægt svarende til tre temmelig fuldvoksne mænd.

I bænkpres, hvor man ligger på en bænk og presser en vægtstang med vægtskiver op fra brystet ved at strække armene, ramte han 242,5 kilo - nok til en sølvmedalje ved EM.

- Det var en euforisk følelse. Det er ikke så tit, man oplever den følelse, men man kan godt blive lidt afhængig af den, så man skal nyde den, mens den er der, siger han.

Ved EM i Kroatien opnåede Martin Simonsen en sølvmedalje for sit bænkpres.
Ved EM i Kroatien opnåede Martin Simonsen en sølvmedalje for sit bænkpres. Foto: Toke Sloth Grøndal - TV2 ØST

Med et dødløft på 300 kilo oven i hatten præsterede Martin Simonsen en totalvægt for de tre kategorier på sammenlagt 870 kilo. Dansk rekord, men lige nøjagtig ikke nok til en medalje i det samlede EM, hvor han sluttede som nummer fire.

Gik hurtigt med at blive stærk

Selvom den stærke mand fra Nykøbing F. i dag kan bryste sig af flere danmarksrekorder, så har det bestemt ikke altid ligget i kortene, at han skulle deltage i internationale turneringer.

- Jeg begyndte at lave almindelig styrketræning, da jeg var 16 år, hvor jeg spillede håndbold i  Team Sydhavsøerne. Der var sådan en intern kamp om, hvem der var den stærkeste, og det var jeg ikke, fortæller Martin Simonsen.

- Men det blev jeg så heldigvis, fortsætter han.

Det skulle nemlig vise sig, at Martin Simonsen havde sans for at løfte tungt. Og - måske vigtigst af alt - hans krop viste sig at have gode forudsætninger for at udvikle sig hurtigt. 

I Martin Simonsens unge år opdagede han, at han kunne komme tungere skiver på stangen hurtigere end sine venner.
I Martin Simonsens unge år opdagede han, at han kunne komme tungere skiver på stangen hurtigere end sine venner. Foto: Toke Sloth Grøndal - TV2 ØST

Når vennerne i styrkelokalet kunne sætte fem kilo mere på stangen, kunne Martin Simonsen sætte 10 eller 20 på.

- Så det gik væsentligt hurtigere for mig at blive rimelig stærk, siger han.

Og hverken det fysiske eller viljen til at præstere kommer fra fremmede. Martin Simonsens mor har været elitesvømmer, og faren har dyrket atletik.

- Og så er de bare bygget ret store, og det er jeg jo så også, forklarer han.

Martin Simonsens kropsvægt lyder på 168 kilo. Til sammenligning vejer en gennemsnitlig dansk, voksen mand 86,4 kilo.

Sengetider, kalorier og sammenhold

På trods af Martin Simonsens gode forudsætninger for at smide mange kilo på vægtstangen, så var det først for ganske nyligt, at han for alvor helligede sig styrkeløft som konkurrencesport. 

- Jeg gik rigtigt i gang for to år siden, hvor jeg meldte mig ind i en klub og trænede regelmæssigt, fortæller han.

Det var et andet medlem i Rødby Styrkeløft, der opfordrede ham til at give det et skud. 

- Og jeg fortryder kun, at jeg ikke er startet før, siger Martin Simonsen.

I et dødløft tager man stangen med vægtskiver på og løfter fra jorden, så man står oprejst med den ud for sine lår.
I et dødløft tager man stangen med vægtskiver på og løfter fra jorden, så man står oprejst med den ud for sine lår. Foto: Toke Sloth Grøndal - TV2 ØST

Men man kommer ikke sovende til det, hvis man vil være den dansker, der løfter tungest. 

- Det kræver meget planlægning, meget tid væk fra kæresten og familien, hvor man er nødt til at prioritere sin træning, selvom der for eksempel er en fødselsdag. Man skal sørge for at få alle sin kalorier, komme i seng på de rigtige tidspunkter og være klar mentalt, forklare han.

Læs også
Ødelagt badeland solgt for millioner
Læs også
Ødelagt badeland solgt for millioner

Men det vigtigste handler, ifølge Martin Simonsen, hverken om kostplaner eller sengetider.

- Det er klart sammenholdet her, dem man træner sammen med. For uden dem og deres støtte kan jeg ikke løfte de vægte, jeg skal kunne, lyder det.

Til sommer går Martin Simonsens helt store drøm i opfyldelse, når han skal til VM i styrkeløft, som afholdes i Litauen. 


Nyhedsoverblik