Sovende tyve anholdt i stjålet bil

Politiet havde let ved at anholde 2 tyve tirsdag morgen. De sad nemlig og sov i en stjålet bil, der også bød på andre ulovligheder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tirsdag klokken 8.48 fik politiet en anmeldelse fra en borger om, at der sad 2 mænd og sov i en bil, som holdt parkeret på Nr. Vedby Kirkevej uden for Nørre Alslev.

Bilen – en VW Golf – viste sig at være stjålet i Brøndby 7. maj, og da politiet kom ud til de sovende mænd, opdagede betjentene hurtigt, at der var flere ulovligheder at komme efter.

Havde også amfetamin

I bilen var der også flere bilradioer i bilen sammen med en gps og en mobiltelefon, som var stjålet fra en bil i Roskilde 16. maj, og på den ene af mændene fandt en af betjentene 1,44 gram amfetamin.

De 2 mænd, der er en 23-årig mand fra Roskilde og en 38-årig mand fra Skibby blev de anholdt og sigtet for brugstyveri af bilen. Den 38-årige blev også sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.

Begge mændene blev løsladt efter afhøring sidst på eftermiddagen tirsdag.