Snævert flertal freder kontroversielle kæmpesommerhuse

De ti sommerhuse i Marielyst bliver ikke revet ned. Der laves i stedet en ny lokalplan for området. Det har et snævert flertal i byrådet besluttet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nu er skæbnen foreløbigt beseglet for de ti heftigt omdiskuterede kæmpesommerhuse i Marielyst på Falster. 

Sommerhusene bliver ikke revet ned, men skal derimod lovliggøres ved at lave en ny lokalplan for området.

Det har et snævert flertal på 15 byrådsmedlemmer i Guldborgsund Kommune her til aften besluttet. 

Det var Venstres og Guldborgsundlistens medlemmer, der stod for flertallet, mens de resterende 14 byrådsmedlemmer ikke stemte for den beslutning.

Nedsætter følgegruppe

I udkastet til ændringsforslaget, som TV2 ØST har fået, og som netop er blevet fremlagt på byrådsmødet, fremgår det blandt andet, at der nu nedsættes en fælles gruppe med områdets parter, der skal fungere som følgegruppe for lokalplanarbejdet.

Desuden skal der etableres en fælles ejerforening for hele lokalplanområdet, der administrerer og bestemmer over fællesarealerne i hele området. Ejerforeningen regulerer og bestemmer selv placering af legeredskaber, trampoliner, ordensregler for støj og aktivitet m.m. Det gælder for hele området, at udendørs spabad ikke er en mulighed, står der i ændringsforslaget, som altså nu er blevet vedtaget.

I ændringsforslaget står der også, at der laves en beskyttende lokalplan for det gamle område, der sikrer husene i forhold til ønsker om ombygninger. Og så stilles der krav om en beplantningsplan for det nye område, så det får et "natur/skovagtigt præg".

Det er også nævnt, at vejforhold, hastighed og belysning i området indarbejdes i lokalplanen, ligesom der indsættes en norm for antal parkeringspladser, som de nye huse medfører.

VIDEO: Se eller gense indslaget, hvor du blandt andet kan blive klogere på, hvad Venstres tredje forslag går ud på:

Får status af sommerhusområde 

Sagen er betændt, fordi stort set ingen sommerhuse i området lever op til lokalplanen. Den blev vedtaget i 1987 og anser området som et feriecenter. Det har det dog ikke været siden 2008, hvor Dansk Folkeferies center blev nedlagt og solgt videre til private som ejerboliger.

Sagen udspringer af, at naboerne til de nye, store sommerhuse, indbragte sagen til Planklagenævnet, som vurderede, at en byggetilladelse til de ti store sommerhuse på over 200 kvadratmeter i Marielyst Ferieby på Falster er udstedt i strid med lokalplanen.

Med den nu vedtagede ændringsplan får hele området status af sommerhusområde.

- En ikke-beslutning

Dansk Folkepartis René Christensen forstår godt, hvis de beboere, der har klaget over de 10 sommerhuse, føler sig snydt. Han mener ikke, de er blevet tilgodeset på trods af, at Planklagenævnet har givet dem medhold i, at sommerhusene er opført ulovligt.

- Det var sådan en ikke-beslutning, der blev truffet. Nu skal man lave en ny lokalplan, og så får vi hele diskussionen en gang til. Og så bliver det jo interessant at se, hvad der sker næste gang, der kommer et byråd. Er der så stadig et flertal, der vil stemme det, som det bliver, igennem?, siger byrådsmedlemmet, da han netop er kommet ud af aftenens møde.

Socialdemokratiets Simon Hansen stemmer i René Christensens kor.

- Det, som blev stemt igennem i dag som et ændringsforslag, var jo reelt et ikke-ændringsforslag. Det var jo næsten hele lokalplanen, de præsenterede i dag, så det er svært at se, hvordan man skal indgå i en reel dialog og være kompromissøgende i det arbejde, der skal være fremadrettet, siger han.

VIDEO: Se de politiske reaktioner efter mødet:

- Hverken tabere eller vindere

Venstres gruppeformand i Guldborgsund Kommune, Ole K. Larsen, mener at den bedst mulige aftale er blevet landet ved at kombinere hensynet til dem, der har købt sommerhusene og naboerne, som han mener, aftalen tilgodeser med nogle af de krav, der bliver stillet i ændringsforslaget.

- Vi har taget en masse af de forslag, naboerne har haft i forhold til de fysiske ændringer, med ind i planen. Vi har kigget på, hvordan vi kunne tage videst muligt hensyn til naboerne og til køberne (af den nye sommerhuse, red.), lyder det.

Også borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten) er godt tilfredse med den løsning, som hans eget parti og Venstre fik igennem.

- Der er hverken tabere eller vindere i den her sag, men set fra min stol er det den bedste løsning. Vi har prøvet med det nye forslag at komme ejerforeningen i møde. Og nu håber vi, at de kan komme til at leve i samhørighed dernede, siger borgmesteren.

Hvornår den nye lokalplan, som nu skal udarbejdes, er klar vides endnu ikke.


Nyhedsoverblik