Sidst i den forgangne uge blev syv børn og fem vokse i Børnehuset Krummerne i Sakskøbing sendt hjem i karantæne, efter at en medarbejder var blevet konstateret smittet med den britiske mutation af coronavirus, B117.
I 14 dage skal de hjemsendte holde sig isoleret fra omverden, samtidig med at de lader sig teste. Første runde af test fandt sted på fjerdedagen, og resultatet af disse test viser, at der ikke er nye smittetilfælde.
Vi kan aldrig vide, om de har smittet hinanden, men de er konstateret smittet samtidig
Forinden havde man dog konstateret, at et enkelt barn og dennes familie også var blevet smittet, fortæller Margit Mikkelsen, centerchef for Børn og Læring i Guldborgsund Kommune.
- Vi kan aldrig vide, om de har smittet hinanden, men de er konstateret smittet samtidig – derfor kan der sagtens være en sammenhæng, siger hun til TV2 ØST.
Det var efter, at en medarbejder fra Børnehuset Krummerne blev konstateret smittet med B117-varianten, at i alt syv børn og frem voksne blev hjemsendt fra børnehuset.
- Den smittede medarbejder har været i nær kontakt med syv børn og tre kollegaer fra den ene stue – derudover er to andre medarbejdere også sendt hjem i isolation ud fra et forsigtighedsprincip, da de har været i kontakt med medarbejderen i pauser og i forbindelse med oprydning, siger Margit Mikkelsen og tilføjer:
- Det handler om at være ekstra forsigtig.
Mutation kræver 14 dages isolation
Den smittede medarbejder blev konstateret positiv for corona onsdag i sidste uge, og torsdag fik den ansatte besked fra Styrelsen for Patientsikkerhed om, at det var den britiske B117 variant, som var at finde i kroppen.
Fordi der er tale om den engelske variant, som smitter hurtigere, skal de nære kontakter forblive i isolation i 14 dage i stedet for de almindelige syv dage. De skærpede retningslinjer blev indført 19. januar 2021.
- Vi afventer nu test på sjettedagen. Men der skal gå 14 dage, for at være helt sikker på der ikke er smitte, før vi kan åbne stuen igen, siger Margit Mikkelsen.
Ifølge centerchefen har der været forståelse blandt de berørte forældre, til de børn der går på den berørte stue.
- Jeg synes, de har taget det rigtig fint. De forældre, som har børn på samme stue som den smittede medarbejder, har vi ringet op og talt med, så der har været dialog, siger hun.
Forældrene til børn på de øvrige stuer i børnehuset er blevet orienteret om, at de ikke er berørte, og de kan derfor ifølge Margit Mikkelsen trygt sende deres børn i vuggestue og børnehave.
Skærpede retningslinjer for britisk variant
- 19. januar skærpede Sundhedsstyrelsen retningslinjerne for, hvordan man skal agere som nær kontakt til en person, der er smittet med den britiske coronavariant B117. Man regnes for at være nær kontakt, hvis man har været inden for to meter i mere end 15 minutter med en, der har fået påvist coronavirus.
- Nære kontakter til en smittet med B117 skal testes på dag fire, dag seks og dag 14 efter deres kontakt med den smittede.
- Nære kontakter skal gå i selvisolation, indtil de har fået et negativt svar på den test, de fik foretaget på dag 14 – også selvom der er kommet negativt svar på tests foretaget på dag fire og dag seks.
- Efter ophævelse af selvisolation skal nære kontakter have skærpet fokus på efterlevelse af de generelle, smitteforebyggende anbefalinger.
Kilde: Sundhedsmyndighederne