Sådan foregik lønsnyd for millioner på brobyggeri

Ifølge 3F har falske uge- og lønsedler spillet en central rolle i at dække over lønsnyd overfor 160 ansatte på byggeriet af den nye Storstrømsbro.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fagforeningen 3F har netop vundet en sag om lønsnyd på byggeriet af den nye Storstrømsbro.

Her er den italienskejede virksomhed PK & ECD i Voldgiftsnævnet dømt til at betale 10 millioner kroner i efterbetaling og bod til 160 ansatte for manglende løn i perioden 2021 til 2023.

quote De har jo givet virksomheden en blanco check

Michael Severinsen, konsulent, 3F

De ansatte har ifølge 3F i flere tilfælde arbejdet op til 100 timer mere om måneden, end de har fået løn for.

- På lønsedlen er der synliggjort en løn på 144 kroner i timen – det overholder overenskomstens mindstesats – men der er skrevet langt færre timer på, end der er præsteret, forklarer Michael Severinsen, der er konsulent i 3F.

- De lønsedler er bare et papir, der ikke afspejler virkeligheden.

Op til 100 timer uden løn

Michael Severinsen har ført sagen på vegne af de ansatte. 

- Det er lykkedes os at optrevle det her, fordi vi har fået medlemmer, der har forklaret, hvordan det foregik, fortæller han.

Michael Severinsen har ført sagen på vegne af de ansatte.
Michael Severinsen har ført sagen på vegne af de ansatte. Foto: 3F

Michael Severinsen forklarer, at PK & ECD er via medlemskab af Dansk Industri forpligtet af danske overenskomster.

- Men de aftaler har virksomheden forsøgt at tilsidesætte ved at lave andre aftaler med deres medarbejdere.

Her har virksomheden ifølge 3F blandt andet gjort brug af forfalskede ugesedler.

Ugesedler er det papir, som viser hvor mange timer, medarbejderen har arbejdet.

- På ugesedlerne er der påført langt færre timer, end der faktisk er udført. Det har de kunnet gøre, fordi medarbejderne er blevet bedt om at underskrive blanke ugesedler, siger Michael Severinsen og tilføjer:

- De har jo givet virksomheden en blanco check.

Billedet her viser, ifølge 3F, at virksomheden PK & ECD fik arbejdere til at underskrive blanke ugesedler, som virksomheden derefter udfyldte, så det lignede, at overenskomsten blev overholdt.
Billedet her viser, ifølge 3F, at virksomheden PK & ECD fik arbejdere til at underskrive blanke ugesedler, som virksomheden derefter udfyldte, så det lignede, at overenskomsten blev overholdt. Foto: 3F

Medlemmernes vidneudsagn og egne noter om den faktiske arbejdstid er underbygget af portdata fra byggepladsen, hvor de ansatte tjekker ind og ud ved henholdsvis arbejdsdagens start og afslutning.

- Her kunne vi se, der var et stort misforhold – hvor der i nogle måneder mangler op til 100 timer på lønsedlerne, som der mangler at blive betalt løn for, siger Michael Severinsen.

Et eksempel på, hvordan et af 3F's medlemmer er blevet svindlet. De orange søjler er det oplyste på timesedlen, imens de blå søjler er det antal timer, medarbejderen har været på byggepladsen ifølge data fra porten til byggepladsen.
Et eksempel på, hvordan et af 3F's medlemmer er blevet svindlet. De orange søjler er det oplyste på timesedlen, imens de blå søjler er det antal timer, medarbejderen har været på byggepladsen ifølge data fra porten til byggepladsen.

Forklaring blev afvist

Der bliver ellers ført kontrol med løn- og arbejdsvilkår på det statsfinansierede byggeri af den nye Storstrømsbro.

- Det er statens kontrolenhed, der skal kontrollere, og jeg undrer mig over, de ikke har fundet noget, men hvis de kun har kigget ugesedler og lønsedler - og ikke portdata - så ser det måske umiddelbart også fint ud, konstaterer Michael Severinsen.

Virksomheden PK & ECD har ifølge Voldgiftsnævnets kendelse under sagen forklaret, at uoverensstemmelserne mellem ugesedler og portdata skyldes ophold på pladsen i andet øjemed end arbejde.

Byggeriet af den nye Storstrømsbro forestås af det italienske konsortium SBJV, der entrerer med en række underentreprenører, hvor man blandt andre finder byggefirmaet PK & ECD.

Ifølge virksomheden kan medarbejderne på pladsen blandt andet gøre brug af omklædningsrum, vaskemaskine, tørretumbler og badefaciliteter.

Ifølge afgørelsen er der dog i bevisførelsen ikke grundlag for at antage, at medarbejderne har opholdt sig på pladsen i noget videre nævneværdigt omfang end, hvad udførelsen af arbejde har nødvendiggjort.

Systematisk løntyveri

Laust Høgedahl, der er lektor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, betegner sagen som en af de største om lønsnyd på det danske arbejdsmarked.

- Vi er ude over det, man kalder for socialdumping – det er decideret løntyveri, i det man bevidst har tilbageholdt løn ved at manipulere med timesedlerne, siger han og tilføjer:

- Der tangerer til noget kriminelt.

Læs også
160 ansatte snydt for millioner af kroner på stort brobyggeri
Læs også
160 ansatte snydt for millioner af kroner på stort brobyggeri

Det er ikke første gang, at 3F rejser kritik af forholdene på byggeriet af det, der skal blive nationens tredje største bro.

- Det er det, som er lidt overraskende ved den her sag. 

- Det sker på et offentligt byggeri, som er promoveret og har stor bevågenhed fra politikere og offentligheden bredt set – der er noget, der tyder på, at kontrollen ikke har været god nok, siger Laust Høgedahl.

Han vurderer, at antallet af sager i stil med den aktuelle om lønsnyd, vil vokse i de kommende år.

- Du kan bare se på antallet af migrantarbejdere. Vi har lige toppet tre millioner på arbejdsmarkedet i Danmark – og en stor del af den vækst er båret frem af migrantarbejdere, som vi også er helt afhængige af for vores økonomi.

- Det er klart, det er et problem, som bare qua antallet af migrantarbejdere vil vokse de kommende år.

Hovedentreprenøren, SBJV, har ikke ville stille op til interview, men har valgt at kommentere sagen skriftligt. Det kan du læse i artiklen her.


Nyhedsoverblik