Respektløst at lukke bro i 14 måneder

En udvalgsformand fra Guldborgsund Kommune kalder det respektløst, at Banedanmark har planer om at lukke en bro i Nykøbing Falster i 14 måneder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Banedanmark har planer om at lukke Højbroen i Nykøbing Falster i 14 måneder, men det giver formanden for teknik- og miljøudvalget i Guldborgsund Kommune ikke meget for.

- Det er respektløst i forhold til byen og dens borgere, siger udvalgsformand Arne Graae Jensen (V).

Højbroen skal lukkes, fordi den skal gøres højere i forbindelse med, at jernbanenettet skal elektificeres, så det er klar til Femernforbindelsen.

Det skriver folketidende.dk.

Kan betale for anden løsning

Banedanmarks løsningsmodel lukker broen i 14 måneder for al gående og kørende trafik, men der er også lagt 3 alternative løsninger frem. Vil kommunen have en af dem, skal den dog selv betale differencen, idet de koster mellem halvanden og 10 millioner kroner mere end løsningen med at lukke Højbroen.

- Den adfærd bryder jeg mig ikke om. Jeg mener, at Banedanmark bør vælge - og betale for - en løsning, som i langt højere grad tager hensyn til borgerne, siger Arne Graae Jensen til avisen.