I 45 år har Dietrich Rohrbeck holdt sin historie hemmelig.
Og det er ikke hvilken som helst historie.
Under den kolde krig hjalp den nu 81-årige mand folk med at flygte fra Østtyskland.
Smuglede østtyskere bag bagsædet
Der var ikke så meget plads, så de måtte ikke være for høje eller for tykke. Og man måtte ikke lide af klaustrofobi
I begyndelsen af 1960’erne studerede Dietrich Rohrbeck i Vestberlin. Hver 14. dag kørte han til Danmark for at besøge sin danske forlovede på Falster.
Når han tog færgen fra Rostock til Gedser, var han dog ikke alene.
- Man kunne klappe sædet op, og så var der et hulrum, hvor man kunne krybe ind. Der var ikke så meget plads, så de måtte ikke være for høje eller for tykke. Og man måtte ikke lide af klaustrofobi.
Sådan fortæller Dietrich Rohrbeck om den metode, han brugte til at smugle østtyskere til Danmark.
Bag sædet i hans Mercedes kunne der ligge en person, og således lykkedes det ham at hjælpe mellem 50 og 85 østberlinere til Danmark.
Ægte forfalskninger
Da det blev for farligt at smugle folk ud af landet, gik han over til at forfalske pas sammen med en medsammensvoren fra den danske modstandsbevægelse.
- Det her er stempler. De er ægte. Altså ægte forfalskede stempler, siger han med at grin, mens han bladrer gennem et chartek med sine minder fra dengang.
Men selvom Dietrich Rohrbeck altså har gemt fotoalbummet og stemplerne fra dengang, har han holdt på sin historie i 45 år.
Historien udgives i bogform
- Det var jo et overstået kapitel, siger Dietrich, der efter at have lagt forfalskningerne på hylden i 1965 fik sin eksamen og flyttede til Falster.
- Jeg begyndte først at snakke om det, da jeg var 75 år.
Og nu, som 81-årig, er han for alvor klar til at fortælle sin historie. Hele hans fortælling er i dag blevet udgivet i bogen ’Skyggemanden’, der er skrevet af Jesper Clemmensen.
Bogens titel henviser til den opfattelse, de folk, han hjalp, havde af ham.
- De har altid sagt: "Han var ligesom en skygge for os, Skyggemanden". Jeg dukkede jo op, gemte dem i bilen, kørte over, læssede dem ud og gav dem nogle instrukser. Og når de vendte sig om, var jeg allerede væk igen, fortæller Dietrich Rohrbeck.
- Jeg var Skyggemanden.