Portræt: Den madglade familiefar banker Brædder og deler det på Facebook

Simon Hansen (S) er ny borgmester, efter et flertal bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF har fundet sammen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Klapsalverne og de hujende tilråb overdøvede Simon Hansen, da den socialdemokratiske spidskandidat på rådhuset i Nykøbing Falster kort efter klokken 02.00 onsdag nat den 17. november, overbragte nyheden til pressen om, at han bliver den nye borgmester i Guldborgsund Kommune.

- Det er en ny rolle for mig, men det er vigtigt, at vi fastholder positivt momentum, sagde en tydeligt rørt Simon Hansen efterfølgende til TV2 ØST.

quote Kun ved at lytte til borgerne, kan vi gøre den politik, vi gennemfører, nærværende

Simon Hansen (S), kommende borgmester i Guldborgsund Kommune

Konstitueringen består af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF, der sammen har 17 mandater i byrådet, som består af 29 medlemmer.

Under valgkampen havde Simon Hansen ellers lagt afstand til netop Dansk Folkeparti og deres lokale spidskandidat René Christensen.

Men på valgnatten fik de alligevel forhandlet en aftale sammen, der betyder, at den siddende borgmester John Brædder fra Guldborgsundlisten må forlade borgmesterkontoret efter 12 år. René Christensen bliver 1. viceborgmester i den nye konstituering.

Simon Hansen (S) sammen med René Christensen (DF).

Dermed lykkedes det Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti at lave en aftale om borgmesterposten, som partierne også have givet hånd på at forsøge ved kommunalvalget i 2017. 

Valget var dengang omgærdet af stor spænding, fordi flere eksperter og bookmakere havde spået, at René Christensen kunne gøre Guldborgsund Kommune til landets første DF-kommune.

Men på valgnatten sprang den daværende spidskandidat Bo Abildgaard (S) fra aftalen og pegede på John Brædder som borgmester.

Vil lytte mere til borgerne

Sidenhen overtog den 35-årige Simon Hansen posten som partiets spidskandidat, hvor han som formand for Børn-, Familie- og Uddannelsesudvalget og medlem af Økonomiudvalget har været sikkert kørende og markeret Socialdemokratiet markant tydeligere end sin forgænger.

Det tog dog ifølge TV2 ØSTs politiske redaktør Ivan Nielsen lidt tid for Simon Hansen at finde sine ben, hvilket var tilfældet i blandt andet instrukssagen, hvor en kommunal topchef i Guldborgsund Kommune pålagde sine medarbejdere at gennemføre ulovlige besparelser på udsatte børn og familier.

quote Man var aldrig i tvivl om hans politiske ståsted. Han har altid kæmpet for den lille mands ret

Simon Hansen (S), kommende borgmester i Guldborgsund Kommune

Sagen faldt til en vis grad tilbage på John Brædder, eftersom han er den øverste chef. Simon Hansen skulle bruge et langt tilløb til at slutte sig til kritikken, og han blev overhalet af en mere erfaren René Christensen.

Til gengæld har Simon Hansen fået sit parti tilbage på sporet, når det drejer sig om opstilling af vindmøller på land. Hans partikammerat Bo Abildgaard gav i valgkampen 2017 for rullende kamera på TV2 ØST garanti for, at Socialdemokratiet ville sige nej til flere vindmøller på land. Det løfte holdt kun til efter valget.

Men med Simon Hansen i spidsen er Socialdemokratiet begyndt at holde sine valgløfter, og som borgmester vil han lytte langt mere til kommunens borgere, end man ifølge ham gør i dag.

- Jeg brænder for at gøre en forskel for andre, og jeg mener det er utrolig vigtigt at vi som politikere tager os tid til at lytte til borgernes problemstillinger, udtaler han og peger på, at han altid vil tage sig til at lytte til de borgere, der kontakter ham med problemstillinger fra deres hverdag.

Læs også
Den store borgmesterkabale er faldet på plads - se listen her
Læs også
Den store borgmesterkabale er faldet på plads - se listen her

- Kun ved at lytte til borgerne, kan vi gøre den politik, vi gennemfører, nærværende.

Den kommende borgmester udtaler desuden til DR, at hans politiske forbillede er et nært familiemedlem.

- Det er min farfar. Han var ikke politisk aktiv, men var aktiv i fagbevægelsen. Man var aldrig i tvivl om hans politiske ståsted. Han har altid kæmpet for den lille mands ret. De værdier har han givet videre til mig, og det er dem der driver mig som politiker, siger Simon Hansen.

Når han ikke markerer den socialdemokratiske politik i byrådet, kobler Simon Hansen af med fodbold. Han følger det lokale fodboldhold Nykøbing FC tæt – gerne med en kold fadøl i hånden, og han dokumenterer begge dele på Instagram, hvor han også deler gode madoplevelser fra blandt andet Pomle Nakke Traktørsted på Falster.

Simon Hansen arbejder som sagsbehandler og bor i Nykøbing Falster med sin hustru Thea og deres tre børn Valdemar på fem år, Laura på to år og Emma på snart et år. Han har siddet i byrådet for Socialdemokratiet i Guldborgsund Kommune siden 2011.


Nyhedsoverblik