Plejefirma udsat for massivt hærværk

Hele fem gange i år har plejefirmaet Pleje Plus fra Nykøbing Falster haft besøg af hærværksmænd, som har ødelagt biler og kontorudstyr.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var en kedelig besked, direktør Lena Løve Jensen fra Pleje Plus i Nykøbing Falster mandag vågnede op til.

Tre af firmaets biler havde fået smadret lygter og ruder af ukendte hærværksmænd, og det selvom bilerne faktisk var blevet gemt et andet sted, end de plejer at stå.

Det er nemlig femte gang på få måneder, Pleje Plus er udsat for hærværk forskellige steder på Lolland og på kontoret i Nykøbing Falster. I påsken skete det for eksempel to gange, hvor der blev smadret fire biler og blandt andet en dør og nøgleskab på kontoret.

- Det rammer mig på pengepungen, men jeg overlever. Det værste er, at det går ud over de ansatte, som bliver kede af det. Og selvfølgelig borgerne, som ikke kan komme til træning eller må vente på deres medicin, fordi vi bliver forsinket i arbejdet, siger Lena Løve Jensen.

Hærværket sker efter stor debat om den private hjemmepleje i Lolland Kommune. I februar valgte kommunen at droppe det lokale firma Lev Vel. I stedet vandt Pleje Plus udbuddet.

Det skabte en del utilfredshed, og der blev blandt andet arrangeret en demonstration mod kommunens beslutning.

- Jeg vil ikke anklage nogen for det her hærværk. Men man tænker jo sit, når det sker, lige efter vi har vundet kontrakten. Og gerningsmændene stjæler ikke noget, de smadrer kun vores ting, siger Lena Løve Jensen.

Politiet bekræfter at have modtaget anmeldelserne og er i gang med at undersøge sagerne.


Nyhedsoverblik