Ny energipark indviet

I Væggerløse kan besøgende nu blive klogere på vedvarende energi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det var Sydfalster Varmeværk, der først fik idéen til et center med fokus på vedvarende energi. Idéen opstod, da det store solfangeranlæg i Væggerløse blev etableret. Nu fem år efter kunne borgmestr John Brædder så indvie resultatet: Besøgscenter Sydfalster Energipark.

Her kan man lære mere om biobrændsel, vindenergi, jordvarme og tage et nærmere kig på de mange solceller.

- Vi vil gerne vise befolkningen alle de muligheder, der er for miljøvenlig varme. Alle de muligheder der findes og virker i dag. Og så vil vi gerne fremme forståelsen for miljøvenlig energi her i Danmark, siger Jørgen Holst, der er medlem af styregruppen for energiparken.

Centret er blevet til i samarbejde med Guldborgsund Kommune. Varmeværket har stillet grunden til rådighed, og kommunen har ved hjælp af EU-midler kunnet opføre selve bygningen.

Udstillingen vil være åben for alle interesserede. I første omgang kun i højsæsonen.