Lokalt hotel slår dørene op for ukrainere på flugt: - Det faldt helt naturligt at gøre

Indehaverne af Hotel Den Gamle Gaard ved Nysted har sat sig for at hjælpe ukrainere på flugt. Opbakningen fra lokalområdet har været enorm.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hotel Den Gamle Gaard ved Nysted på Lolland har egentlig lejet samtlige værelser ud til det ene af de to store konsortier på Femern-byggeriet. Men ikke alle værelser er for tiden i brug.

Derfor har indehaverne af hotellet, Christian, Peter og Jesper Mønsted, nu taget initiativ til i stedet for at give de tomme værelser til ukrainere på flugt.

- Vi har lejet hele hotellet ud til Femern Link Contractors, som bruger det til Femern-projektet. De har ikke kunnet fylde alle værelserne op. Derfor henvendte vi os til dem og spurgte, om de kunne forestille sig, at vi midlertidigt brugte nogle af værelserne til at huse flygtninge, fortæller Christian Mønsted til TV2 ØST om baggrunden for de seneste dages travlhed.

- Det faldt helt naturligt, med de scener vi ser i fjernsynet hver dag, tilføjer han.

quote Vi har fået donationer fra alverdens mennesker i området og omkring Næstved

Christian Mønsted, indehaver, Hotel Den Gamle Gaard

Tunnel-virksomheden forventer nemlig ikke, at der ankommer yderligere arbejdere til projektet inden for de kommende måneder.

- Det var de heldigvis positive over for. Og så gik vi ellers i gang med at finde transport og fandt et turistfirma i Næstved, som vil hjælpe med en bus, siger Christian Mønsted.

Lokale ukrainere hjælper

Foruden transport har de tre hotelejere også engageret deres netværk samt lokal- og regionalområdets befolkning, for at ukrainerne får den bedst mulige start i Danmark.

- Vi har fået donationer fra alverdens mennesker i området og omkring Næstved, siger Christian Mønsted og tilføjer:

- Vi har fået en stor pengedonation fra nogle Shippingfirmaer i Næstved og Hamborg. Og så har vi fået adskillige lokale ukrainske borgere fra området til at komme og hjælpe med at pakke alting ud og oversætte i aften, når flygtningene kommer.

Hotel Den Gamle Gaard ved Nysted på Lolland har aftalt med Femern Link Contractors, at hotellet må disponere over de værelser, som for tiden ikke bruges af tunnel-arbejdere.
Hotel Den Gamle Gaard ved Nysted på Lolland har aftalt med Femern Link Contractors, at hotellet må disponere over de værelser, som for tiden ikke bruges af tunnel-arbejdere. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

De lokale herboende ukrainere vil også lave mad i deres landsmænd, når de ankommer senere på aftenen, ligesom de også vil være med i de kommende dage.

- Og så må vi håbe, de (flygtningene, red.) falder til ro her, og får noget fred, noget søvn og noget mad, så de kan komme på højkant, siger Christian Mønsted.

Han lægger ikke skjul på, at det også personligt for de tre brødre har været vigtigt at yde en indsats som følge af krigen i Ukraine:

- Det er fantastisk at få lov til at hjælpe de mennesker, som er i nød.

Måtte takke nej

Også fra lokale virksomheder er der opbakning til det spontane ønske om at hjælpe. Blandt andet hos bageren i Nysted:

- Alt det brød, som vi plejer at give til dem, som har høns – overskydende brød og vores Too Good To Go-poser – de bliver pakket ned i poser, og så kører vi det ud til Den Gamle Gaard, fortalte indehaver af Nysted Bageri, Gitte Jürs, tidligere på dagen til TV2 ØST.

Ifølge indehaver af Nysted Bageri, Gitte Jürs, er der brød og kager nok til alle ukrainerne, som i aften tjekker ind på Hotel Den Gamle Gaard.
Ifølge indehaver af Nysted Bageri, Gitte Jürs, er der brød og kager nok til alle ukrainerne, som i aften tjekker ind på Hotel Den Gamle Gaard. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

- Et eller andet skal vi jo gøre – og vi tænkte, de har jo nok rigtig meget brug for at få en god start, når de kommer til Danmark.

Bageriet har således i dag sendt 60-70 boller, 35 franskbrød og to æsker med wienerbrød af sted til hotellet.

Ifølge hotelejerne har donorer været flinke til kun at aflevere tøj og legetøj i god stand.
Ifølge hotelejerne har donorer været flinke til kun at aflevere tøj og legetøj i god stand. Foto: Stephan Svingkær - TV2 ØST

Faktisk har viljen til at hjælpe fra lokalområdet været så stor, at hotelejerne til sidst måtte takke pænt nej tak til flere donationer:

- Vi blev til sidst lagt fuldstændig ned, så vi måtte skrive – at vi må holde en pause og lige se, om det går. Folk har respekteret, at det skulle være fuldt ud ordentlige ting og rene sager. Det er stolte mennesker, så det kan ikke hjælpe noget, vi bare kommer med noget skrammel, siger Peter Mønsted.

Det er værelser som dette, Hotel Den Gamle Gaard nu stiller til rådighed for ukrainere på flugt.
Det er værelser som dette, Hotel Den Gamle Gaard nu stiller til rådighed for ukrainere på flugt. Foto: Stephan Svingkær - TV2 ØST

Værelserne, som Hotel Den Gamle Gaard stiller til rådighed, er ifølge Peter Mønsted fuldt ud på højde med en moderne lejlighed.

- De får en fuld funktionsdygtig lejlighed med alle faciliteter: Badeværelse, køkken, køleskab, en lille ovn, fjernsyn, smart-TV og fibernet, fortæller Peter Mønsted.

- Så det er fuldt opdateret og fuldt på højde med et moderne rækkehus.

Læs også
Efterlyste sommerhuse til ukrainske flygtninge – mindst 60 har nu sagt ja til at tage imod
Læs også
Efterlyste sommerhuse til ukrainske flygtninge – mindst 60 har nu sagt ja til at tage imod

I første omgang har Den Gamle Gaard fået lovning fra Femern Link Contractors på, at der ikke kommer tunnel-arbejdere og skal bruge værelserne inden for de kommende to uger.

- Og forventeligt kan de blive her op til to måneder. Midt maj forventer Femern Link Contractors, de får fyldt op hernede. Så der er heldigvis et godt stykke tid til, at myndighederne kan tage imod flygtningene, siger Christian Mønsted.


Nyhedsoverblik