¨

Lokal politiformand efter drab: Lad myndighederne afgøre betjentenes handling

01:03

Formand for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politiforening, John Hansen, opfordrer folk til at tænke sig om, før de kommenterer på weekendens drabssag i Nykøbing Falster. Video: Anders Garde - TV2 ØST

Den allerværste situation at stå i, lyder det fra den lokale politiformand om weekendens drabssag i Nykøbing F., hvor betjente skød en 24-årig mand.

Der er mange meninger om, hvad fire betjente skulle have gjort, da de lørdag eftermiddag kom ud til en bevæbnet mand i Nykøbing Falster. Den lokale formand for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politiforening - altså politifolkenes fagforening - opfordrer nu folk til at overlade det til myndighederne at afgøre, hvorvidt betjentene handlede korrekt.

Politiet kom frem til en psykisk ustabil mand bevæbnet med to knive. Hændelsen endte med, at manden dræbte en 72-årig tilfældigt forbipasserende, og efterfølgende blev manden selv dræbt af skud fra politiet.

- Betjentene har skullet træffe mange beslutninger på kort tid, og jeg kan kun opfordre til, at det, jeg kalder Facebook-politiet, lader myndighederne afgøre sagen nu. Der er mange, der kommenterer uden at have den rigtige baggrundsviden for at udtale sig, lyder det fra John Hansen, formand for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politiforening.

00:39

Private optagelser viser den voldsomme hændelse i Nykøbing Falster. Vi viser her et kort, sløret udklip af videoen for at kunne dokumentere episoden. Klippet viser ikke de mest voldsomme dele af hændelsen, og politiet gør opmærksom på, at visse elementer af videoen kan være strafbare at dele.

Luk video

Et splitsekund

Politiet blev kaldt til Enighedsvej i Nykøbing Falster kort før klokken 16 lørdag eftermiddag. Her blev de mødt af en 24-årig mand, der i bar overkrop gik rundt med to knive.

Hvornår må politiet bruge skydevåben?

Reglerne om politiets brug af skydevåben fremgår af Politilovens paragraf 17.

 

Læs her, hvornår politiet må bruge skydevåben:

  • Skydevåben må anvendes for at afværge et påbegyndt eller overhængende farligt angreb på en person.
  • Betjente må også skyde for at afværge overhængende fare i øvrigt for personers liv eller for, at personer pådrager sig alvorlige helbredsskader.
  • Er der påbegyndt eller overhængende fare for et farligt angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg, må der affyres skud.
  • Politiet må skyde, hvis det sikrer pågribelsen af personer, der har eller mistænkes for at have påbegyndt eller gennemført et farligt angreb på en person.
  • Det gælder, medmindre der ikke skønnes at være risiko for, at den pågældende på ny vil gøre sig skyldig i et sådant angreb.
  • Politiet må skyde for at sikre pågribelsen af personer, der har eller mistænkes for at have påbegyndt eller gennemført et farligt angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg.
  • Der må skydes for at sikre pågribelsen af personer, der har eller mistænkes for at have begået alvorlige forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, mod statsforfatningen eller de øverste statsmyndigheder.
  • Politiet skal så vidt muligt advare vedkommende først ved advarselsråb og dernæst ved varselsskud.
  • Hvis der er nærliggende fare for, at udenforstående kan blive ramt, må der kun skydes i yderste nødstilfælde.

 

Kilde: retsinformation.dk.

 

/ritzau/

Manden gjorde udfald mod politiet og stak en 72-årig mand med kniv, hvorefter manden selv blev skudt af politiet. Begge mænd døde efterfølgende af deres kvæstelser.

Både vidner og borgere, der har fulgt sagen i medierne, har undret sig over, at politiet ikke greb ind noget før, men der flere hensyn at tage, før man som betjent må affyre skud, lyder det fra John Hansen.

- Vores pistol er det højeste, vi kan komme, på magtbarometeret. Der er flere kriterier, der skal være opfyldt i Politiloven, før vi må affyre skud, og vi skal sikre os, at der er klare skudvinkler, så vi ikke risikerer at ramme for eksempel vidner eller vinduer. Ofte har betjentene kun et splitsekund til at vurdere situationen og træffe en beslutning, siger politiformanden.

Skal forsøge at føre mindst mulig skade

I Politiloven står der blandt andet, at tjenestevåbnet må affyres for ’at afværge et påbegyndt eller overhængende farligt angreb på en person’, men betjentene skal også have omgivelser og lysforhold med i overvejelserne, og hvis der er tid, skal de sigte, så de gør mindst mulig skade.

- Vi skal helst forsøge at ramme i ben eller arme, men der kan være situationer, hvor der ikke er tid til at sigte efter det, og hvor det bare gælder om at få standset gerningsmanden, siger John Hansen, der til kritikken om, at betjentene affyrede skud for sent tilføjer:

- Havde han gået på en mark og truet nogen, havde det været lettere at affyre skud uden at risikere at ramme andre, men ham her gik inde i et tætbebygget område, og så skal man altså hele tiden vurdere, hvad det er, man har med at gøre, og tænke på, at man risikerer at påføre andre den skade, man vil påføre gerningsmanden ved at skyde, siger John Hansen.

Den allerværste situation

Ifølge ham havde hans kolleger forsøgt at tale den 24-årige mand til ro og bedt ham lægge sig på jorden og lægge knivene fra sig, hvilket han dog ikke gjorde. Han stak i stedet en 72-årig mand til døde og var tæt på også at stikke en betjent. Og det endte altså med, at betjentene skød den unge mand.

- Der er ingen betjent, der ønsker at gøre skade på andre mennesker. Det er den allerværste situation, man kan stå i, men det at affyre skud er måske den sidste mulighed for at få stoppet vedkommende, lyder det fra John Hansen.

Sagen er nu overgået til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som altid bliver inddraget, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.

Når Politiklagemyndighedens undersøgelse er afsluttet, vil Politiklagemyndigheden udarbejde en redegørelse om sagen til Statsadvokaten i København.

Skudafgivet af politiet på landsplan pr. år

Antal skud, fratrukket antallet af varselsskud.
 

2017 - 17
2016 - 25
2015 - 12
2014 - 41
2013 - 46

 

Kilde:Rigspolitiet, årsrapport om anvendelse af magtmidler.

Broren til den nu afdøde drabsmand står i dag frem på TV2 ØST for at fortælle, hvordan familie har kæmpet for hjælp til den 24-årige. Se videoen her:

01:17

Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Luk video

 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App