Løssluppen damefrokost udvider med 500 billetter  

Døllefjelde-Musse Marked sætter 500 ekstra billetter til salg til den populære Damefrokost i 2020.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Er du én af dem, der ikke nåede at få billet til den berømte Damefrokost på Døllefjelde-Musse Marked sidste år? Så er der måske håb forude.

Arrangørerne har nemlig valgt at sætte 500 ekstra billetter til salg til den løsslupne damefrokost, der finder sted lørdag den 9. maj 2020. Årsagen er, at damefrokosten afholdes for 20. gang.

quote Det er ikke sådan, at der kommer til at mangle personale, eller at det pludselig vil føles for presset

Leif Chrotzen, formand for Døllefjelde-Musse Marked

- Vi har jo haft panik på, når vi sælger vores billetter, med de damer, der ikke når at komme med. Så nu, hvor vi har 20-årsjubilæum, har vi valgt at udvide, så vi forhåbentlig kan tilfredsstille alle, siger Leif Chortzen, der er formand for Døllefjelde-Musse Marked.

I år vil der derfor blive frigivet 1799 billetter i stedet for de sædvanlige 1299.

- Vi har snakket om, hvorfor vi ikke bare sætter 1800 billetter til salg, men dem, der afvikler damefrokosten, synes, at det kunne være sjovt, at der står 1799. Tænk sig nu, hvis der er én fra Kongehuset, der kunne tænke sig at være med – så har vi reserveret en plads, siger Leif Chortzen og griner.

Festen bliver den samme

Festen afholdes i Markedsteltet som altid, og Leif Chortzen garanterer, at der heller ikke bliver lavet om på selve arrangementet.   

- Setuppet er det samme som altid. Umiddelbart vil damerne ikke komme til at mærke, at Damefrokosten er blevet ændret på nogen måde, selvom der vil være flere i teltet. Det er ikke sådan, at der kommer til at mangle personale, eller at det pludselig vil føles for presset, forsikrer han.

Dølle damefrokost
Læs også
Mænd pas på: Der er damefrokost på Dølle
Dølle damefrokost
Læs også
Mænd pas på: Der er damefrokost på Dølle

Leif Chortzen afslører dog, at man kan forvente et par ekstra overraskelser i anledning af, at det er 20-årsjubilæum. 

- Det kan være underholdning, det kan være gaver til damerne, det kan være alt muligt. Men det må man vente med at se til på selve dagen, siger han. 

Video: Fadøl og friske damer - mærk stemningen fra Damefrokosten 2019. 

 

Der bliver gjort plads til de 500 ekstra damer ved at supplere med en mast i midten af teltet, så der kommer til at være fem master i stedet for fire. Teltet vil på den måde blive 10 meter længere end normalt, og det vil skabe plads til en masse ekstra borde.

- De sidste mange år har vi haft problemer med at få plads til alle. Vi har for eksempel haft et firma, der har været med i 18 år, som sidste år ikke fik billetter. Det gør ondt på os, for vi kender dem jo. Så det vigtigste for os er, at vi kan få alle dem med, som har lyst til at være med, forklarer Leif Chortzen.  

Prisen stiger

Det bliver en smule dyrere at deltage på den kommende damefrokost, end det hidtil har været. Prisen stiger nemlig fra 379 til 399 kroner.

- Det er vores underholdning, der er blevet dyrere. Vi har jo en hemmelig underholdning på, som vi bare må erkende bliver dyrere og dyrere. Navnene bliver jo også større i takt med, at damefrokosten bliver mere og mere populær, forklarer Leif Chortzen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Der er tradition for, at damerne ankommer til frokosten i fælles udklædningstemaer, så man kan se, hvilken gruppe man hører til. Foto: TV2 ØST.
Der er tradition for, at damerne ankommer til frokosten i fælles udklædningstemaer, så man kan se, hvilken gruppe man hører til. Foto: TV2 ØST.

Udsolgt på et minut

Damefrokosten er hvert eneste år et kæmpe tilløbsstykke på det store kræmmermarked.

Sidste år blev de 1299 billetter udsolgt på blot et minut, og det er dét, som arrangørerne prøver at forhindre i år ved at opgradere antallet til 1799 billetter.

- Vi ved jo ikke, om det så er 1600 billetter, der er nok til, at der ikke bliver udsolgt. Men målet er, at de damer, der har lyst til at deltage, også kan få lov til at deltage, siger Leif Chortzen.

Damefrokost på Dølle
Læs også
Billetter til løssluppen kvindefest udsolgt på kun et minut
Damefrokost på Dølle
Læs også
Billetter til løssluppen kvindefest udsolgt på kun et minut

Leif Chortzen forklarer, at de bruger jubilæet til at afprøve, hvor stor kapacitet, der er behov for. Det er derfor ikke sikkert, at der bliver sat lige så mange billetter til salg i 2021.

- Nu prøver vi det af, og du kan tro, at vi er spændte på at se, hvad der sker, når der pludselig er så mange billetter til rådighed, siger han.

Billetterne bliver sat til salg fredag den 3. januar klokken 8.00 på Døllefjelde-Musse Markeds hjemmeside.


Nyhedsoverblik