Landsbyer kan nå at sløjfe kloakrør

Nogle af de landsbyer, der endnu ikke er blevet kloakeret i Guldborgsund Kommune, kan nå at finde på alternative løsninger, inden gravkøerne kommer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sortsø på Nordfalster er en af de landsbyer i Guldborgsund Kommune, der endnu ikke har fået gravet kloakrør ned.

- Vi ved det er på vej herud, men konkret hvornår, det ved jeg ikke, siger Claus Stenberg, som bor i Sortsø.

- Det er vist inden 2020, mener jeg, siger Lise Corbitz, som også har et hus i den lille landsby.

Borgere ville hellere have pil

Længere nordpå - i Næstved Kommune - stod Steen Brabrand Rasmussen også overfor kloakering for nogle år siden.

Men han og nogle af de andre husejere i landsbyen, Karrebækstorp gik sammen om at lave nogle pilerensningsanlæg, som husstandenes spildevand så ryger ud i.

Dermed slap indbyggerne for nogle omkostninger.

Etableringen af pileanlæg koster det samme som tilslutningsafgiften til kloak, og udgifterne til rørarbejde på egen grund er også de samme.

Til gengæld slipper man for den årlige vandafledningsafgift, som i Guldborgsund Kommune typisk lyder på mellem 4.000 og 11.000 kr. om året for en gennemsnitlig husstand.

Pileanlæg kræver ildsjæle

Steen Brabrand Rasmussen vurderer, at borgerne i Sortsø også sagtens kan gå sammen om at lave pilerensningsanlæg - hvis de vil:

- Der skal være nogle ildsjæle og måske nogen, der hjælper dem, og så skal de gå sammen og holde nogle møder med kommunen. Det er det, vi har gjort i Karrebækstorp, siger han til TV2 ØST.

I Guldborgsund Kommune er byrådsmedlemmet René Christensen (DF) ikke afvisende overfor idéen:

- I den kommende spildevandsplan, som er på vej i Guldborgsund Kommune lige nu, der arbejder vi med, at der skal være luft og plads til, at dem som også vil noget andet også får mulighed for det. men det kræver utrolig meget benarbejde lokalt, siger han.


Nyhedsoverblik