Kommune blæser på loven og flager for Ukraine: - Vi sender vores dybeste medfølelse

Guldborgsund Kommune har hejst det ukrainske flag side om side med kommunens egne ved rådhuset.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Klokken 08.00 mandag morgen blev det ukrainske flag hejst ved rådhuset i Nykøbing Falster for at vise sympati for Ukraine, der siden torsdag har været under angreb fra det russiske militær.

quote Vi sender vores dybeste medfølelse

Guldborgsund Kommune

- Vi har her til morgen hejst det ukrainske flag ved indgangen til rådhuset for at sende vores varmeste tanker til det ukrainske folk, skriver Guldborgsund Kommune blandt andet på sin Facebookside.

Danmarks sydligste kommune har et tæt samarbejde med ni ukrainske kommuner om at udvikle velfungerende kommuner.

Det drejer sig blandt andet om at hjælpe med et nyt demokrati, med at blive klogere på ledelse, organisering og samarbejdet med borgere, erhvervslivet og andre kommuner.

Samarbejdet er sat i bero

- Det gode samarbejde er desværre sat i bero på grund af den triste og forfærdelige situation i Ukraine, skriver kommunen og tilføjer:

- Vi sender vores dybeste medfølelse til vores samarbejdspartnere og det ukrainske folk.

Læs også
Marianne har fyldt sin mors garage med hospitalsudstyr - nu sender hun det hele til Ukraine
Læs også
Marianne har fyldt sin mors garage med hospitalsudstyr - nu sender hun det hele til Ukraine

Krigen mellem Ukraine og Rusland udbrød, da den russiske præsident Vladimir Putin torsdag morgen dansk tid indledte en militær operation i nabolandet. Her udbrød der reelt krig på det europæiske kontinent.

Sidenhen har kampene i landet spredt sig, flere civile meldes dræbt, og tusindvis af ukrainere er drevet på flugt fra det russiske militær.

Det kræver tilladelse

Der er mange, der ønsker at vise deres sympati med Ukraine ved at hejse det gule og blå flag, men det kræver faktisk en tilladelse fra politiet at gøre det.

Det skriver Rigspolitiet på Twitter.

- Krigen i Ukraine gør, at mange offentlige og private virksomheder helt forståeligt gerne vil vise sympati med Ukraine. Det kræver en tilladelse fra politiet at hejse det ukrainske - eller ethvert andet udenlandsk, skriver de.

Få styr på flagreglerne:

Det er som udgangspunkt forbudt her i landet at hejse andet flag end Dannebrog.

Forbuddet omfatter dog ikke fremmede staters gesandter, konsuler og vicekonsuler, som er berettigede til at hejse vedkommende fremmede stats flag fra embeds¬kontorer her i landet og for gesandters vedkommende tillige fra deres boliger.

Forbuddet omfatter heller ikke personer, der har fået tilladelse til at hejse en fremmed stats flag. Man skal søge om tilladelse til flagning med de af Danmark anerkendte staters flag hos politiet.

Som regel betinges tilladelserne af, at der samtidig flages med dansk flag af mindst samme størrelse og anbragt på en ikke mindre fremtrædende plads. Betingelsen vil efter omstændighederne kunne fraviges i tilfælde, hvor ansøgeren kun råder over én flagstang.

I de tilfælde, hvor ansøgeren kun råder over én flagstang, må der ikke flages med flere flag på samme stang.

Det er dog tilladt private at flage med det grønlandske flag og det færøske flag uden særlig tilladelse. Det er også tilladt at flage med finsk, islandsk, norsk og svensk flag, uden at det er nødvendigt at indhente særlig tilladelse hertil.

Endelig er det tilladt at flage med FN-flaget og det europæiske flag – dvs. EU-flaget – uden særlig tilladelse.

Kilde: Justitsministeriet

Vil man hejse Ukraines flag i sin flagstang, kan man søge om tilladelse til det her.

Guldborgsund Kommune har ikke fået sådan en tilladelse, men har valgt at flage alligevel.

- Vi flager i dag, og det er det symbol, vi viser, og så piller vi det ned igen, siger kommunaldirektør Søren Bonde og tilføjer:

- Det er jeg sikker på, at folk har forståelse for.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nyhedsoverblik