Klimamarch i Nykøbing F: - Vi er nødt til at sætte ind nu, ellers er det for sent

Klimabevægelsen holdt søndag klimamarcher i hele landet. Også i vores område blev der marcheret for et bedre klima.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er så vigtigt, at der er kommet så mange. Nu kan alle dem, der ikke kom, jo se, at de ikke er alene.

Sådan siger Ulla Munksgaard, der søndag arrangerede klimamarch i Nykøbing Falster, som led i en landsdækkende aktionsdag for at sikre et fokus på klimaet i valgkampen.

Arrangementet blev gennemført samtidig med en række lignende marcher over hele landet. Bag arrangementet står Klimabevægelsen, og marchen er en direkte parallel til fortidens atommarcher.

Omkring 30 personer var mødt op til arrangementet i byen, der skulle være med til at sætte fokus på klimaet i valgkampen.

Ulla Munksgaard  stod bag klimamarchen i Nykøbing Falster søndag.
Ulla Munksgaard stod bag klimamarchen i Nykøbing Falster søndag. Foto: Trine Ølgaard Muf - TV2 ØST

- For mig er klimaet mega vigtigt, og det er vigtigt, at vi tager hånd om det og gør en forskel. Jeg er taget herned med andre fra gymnasiet, fordi vi bare synes det er rigtig vigtigt, at der sættes fokus på klima, og at det sker på en god og ordentlig måde, siger Marie Krogstrup, der til daglig går på Nykøbing Katedralskole i 3. G.

Marie Krogstrup skal stemme første gang til valget tirsdag.
Marie Krogstrup skal stemme første gang til valget tirsdag. Foto: Trine Ølgaard Muf - TV2 ØST

Skal stemme for første gang

Marie Krogstrup skal til valget stemme for første gang - og er glad for, at være med til at sætte Nykøbing Falster fast på kortet over byer, hvor der demonstreres søndag.

- Det er så skræmmende, når vi ser konsekvenserne af klimaforandringerne. Oversvømmelser, is der smelter, skove der brænder. Naturen er mega smuk - vi skal passe på den, siger hun, og håber, at mange vil stemme på klimapartier, når krydset skal sættes tirsdag.

Også Salem L. Youssef deltog i marchen.

Salem L. Youssef vil gøre klimakampen til centrum i valgkampen.
Salem L. Youssef vil gøre klimakampen til centrum i valgkampen. Foto: Trine Ølgaard Muf - TV2 ØST

- Vi holder den march for at sige til politikerne, at vi gerne vil have noget klimahandling. Der sker ikke nok lige nu - og det er faktisk os unge, det kommer til at gå ud over. Det er vores fremtid, der skades. Vi vil godt sige nej tak til at modtage en ødelagt planet som gave, siger han.

Han håber, at mange danskere vil huske på klimaet til valgdagen.

- Vi har jo udskudt datoen med vilje, så vi kommer til at ligge op af valget. Uanset hvad, så er det her et klimavalg, siger han.

Læs også
Vi tjekker valget: Er en klimaafgift på landbruget nødvendig?
Læs også
Vi tjekker valget: Er en klimaafgift på landbruget nødvendig?

Mange steder

Alt i alt blev der gennemført klimamarcher i 13 danske byer søndag - den største var i København, hvor mange hundreder deltog.

Men mindre kan også gøre det, mener arrangøren Ulla Munksgaard.

- Det er bare rigtig lækkert, at vi kan mødes, også her lokalt. Dagsordenen med klima er lige så vigtig hernede, som den er i København. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at gøre det her til et klimavalg. Og det tror jeg vi kan sige at vi har gjort i dag med den her march, siger hun.


Nyhedsoverblik